Anmelderi 2002

Til forsiden

Koncert med Magtens Korridorer, Hæst, Honning og Dr. Fjols.
Christianhavns beboerhus, lørdag d. 9. februar 2002

Djangotus vil være kendt i gadebilledet af dem, der handler hos Føtex på Vesterbrogade, hvor han står vagt ved indgangen. "Det er reelt arbejde, folk køber ind her så der sker hele tiden noget" siger Djangotus om grunden til at han er blevet hængende. Før jobbet hos Føtex var Djangotus massagelærer på en højskole, som imidlertid mistede statsstøtten, da en relativt høj procentandel af de kvindelige kursister truede med sagsanlæg fordi de var blevet gravide efter dybdemassage-behandlinger hos Djangotus.
Han har anmeldt flere koncerter (to gange), og har forsøgt at blive tilknyttet musikmagasinet Gaffa. Gaffa ville ikke have ham, da han flere gange havde har fremvist ekstremt truende adfærd overfor de bands, han skulle skrive om. Gigafan har imidlertid givet ham en chance mod at han ikke tager våben med til koncerterne og selv betaler for sine øl. Djangotus er næsten ikke præget af at han har spist for mange svampe som ung i 1980'erne, hvor han også gik i sort tøj og til digtoplæsninger. Hans mor, som han bor sammen med, siger også at det går meget bedre. 
I det omfang det følgende udtrykker synspunkter eller overhovedet noget som helst, er det alene Djangotus´ ansvar, også hvis nogen bliver sure.

Af Djangotus

Lørdag d. 9 februar blev en stor, svedende og upoleret perle af en rockkoncert trukket op af mulden under Christianshavns beboerhus i København: Fire meget forskellige bands leverede tilsammen et festfyrværkeri, som efterlod tilhørerne glædeligt chokerede over noget så sjældent som dansksproget rock med tekster, der både skærer ind til benet og samtidig får folket til at trække på hele grinets regnbue. Det var intet mindre end underholdende i ordets bedste betydning, på en anden måde end det, der leveres professionelt af andre danske rockguder som f.eks. Dicte, Sort Sol eller for den sags skyld Finn Nørbygård. Og så var det gode ved koncerten, at der egentligt ikke manglede øl...

MAGTENS KORRIDORER
Idéen med at samle fire bands der nok er musikalsk forskellige, men som alligevel rimer mere eller mindre rent på dansk blev undfanget af Peter Bregnsbo, trommeslager i Magtens Korridorer. Peter sad bag trommerne, da Magtens Korridorer åbnede koncerten med deres efterhånden ganske solide rock, en musik der virker som var den jammet sammen af fulde mænd, men spillet af sært ædruelige og svedende engle. Sanger Johan Olsen gestaltede sangenes fortællerskikkelser med lige dele method-acting og sans for den klassiske Rock-guds mest fortærskede positurer. Et sømpistolernes svar på Kylie Minogue...

Pissefuld&Aggressiv
MK indledte med Edderrådme - en lussing af en sang, tilegnet de pissefulde og aggressive, dem der hænger i baren og bare venter på den første chance til at pande den eneste sagesløse på værtshuset ned. Nogen gange har man det jo bare sådan. Et lignende tema blev behandlet i Triphop-balladen "Amok til Fester" hvis første vers lyder:

Når jeg går amok til fester
Og slapper dig rundt
Og prøver at score din bedste veninde
Så er det et råb om hjælp
Et nødråb om kærlighed
Et spædbarn, der skriger på sin mor:
For jeg vil jo bare ha' kærlighed
Jeg vil jo bare ha' kærlighed,
Jeg vil jo bare ha' kærlighed

Hvem siger, at rigtigt dumme svin ikke kan drømme om uforbeholden kærlighed? Der er langt til en EranDD eller en Sanne Salmonsen, der synger om ærlig længsel, herlig kærlighed og fed fed parforholdslykke. Netop i stadionrockschlageren "Lorteparforhold" udæskes nogle af de ting, som gør parforholdet til en pokkers træls og opreklameret ting, især efter det er gået galt og de implicerede parter står og nossetramper på hinandens udtjente følelser:

Så står vi her og smiler på hinanden
Det går på chancen som du siger vi aldrig fik
Du siger vi ku ha prøvet tingene igennem 
Jeg fatter ikke en skid det var jo dig der gik
Lorteparforhold, lorteparforhold, lorteparforhold

Der er meget få dikkedarer i Korridorernes musik og selvom de sikkert selv synes at de spænder over et hav af genrer, så lugter deres forsøg ud i samba (Ud og Knuse Hjerter) eller sump-funk (Hul å bo i) umiskendeligt af svejserøg fra pladesmedien - det er Rock'n'roll, hvis nogen skulle være i tvivl.

Hæst
Fra Korridorernes grydebanken var turen kommet til et band, som måske leverer det mest originale bud på dansk sangskrivning anno nu&her. Hæst er et lille band, på det nærmeste akustisk; sang, akustisk guitar, el-bas og en caribisk trommekasse (jeg ikke kan huske hvad hedder, den ser ikke ud af meget, men lyder totalt fedt i sammenhængen). Forsangeren, der hedder Thomas var den eneste af aftenens optrædende, der så ud til at have taget sig sammen sådan rent påklædningsmæssigt overfor det modsatte køn: Et brunt jakkesæt og skjorte med store flipper gjorde ligesom at han så ud som om han var ude på at score bigtime den aften, den gris.

Selvom bunden i Hæst er lavet af træ, som var det Trille m. længsel, så er Hæst sejtswingende, groovy og leverer et skarptegnet akkompagnement til sangerThomas, der både rapper og synger smukke melodiøse omkvæd indimellem med tekster, der er spundet af det pureste guld.

Hæsts leverer klartsynede sange med temaer som f.eks. selvfedhed ("Keld" og "Dit lille liv") eller julefrokoster eller sofadovenskab. Især "Dit lille liv" er en perle af en sang, der handler om at være sammen med en kvinde, som man rangerer højt over på den seksuelle rangstige. En midlertidig kæreste man bruger i al den tid man kan sole sig i det lys, man i selvforelskelse kaster på hende, før man selvfølgelig er nødt til at droppe hende, for det holder jo ikke i længden.

(Sangen mindede mig på en ubehagelig måde om en pige jeg kendte engang, som jeg ikke helt kan huske hvad hedder og som jeg tog mig lidt af, for hun kendte ikke så mange...) 
Hæsts sange er smukke grumme sange fra det virkelige forlorne livs frontlinje. Rygterne vil vide, at nogle af musikerne i orkestret er klonede japanere fra Suzuki konservatoriet i Yokohama, somnu bor i væggene på det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Det kunne høres; især vævede bassistens figurer sig fint mellem sangene som fine kommentarer til det, der blev sunget. Forsangeren stod lidt alene med de meget melodiøse omkvæd, der godt kunne have været backet op af de andre musikere. Hæst er et band, der vil have meget gode chancer for at slå igennem, ikke mindst fordi bandets tekster kommer til deres ret fordi bandet ikke spiller så pokkers højt. Hvis ikke de bliver berømte og begynder at spille stadionrock, så skulle de have en chance for at gøre sig omkring på de Københavnske Caféer. Hæst er et band man ikke vidste man have savnet og som man kommer til at glæde sig til at høre igen...

Efter Hæst var jeg nødt til at lige at tjekke toiletforholdene. I køen til pigetoilettet stod der et par sild med lange røde kjoler, der gjorde, at de så sådan helt flamencoagtige ud, dem besluttede jeg at fiske efter. Pigerne stod meget tæt i køen, hvilket jeg så som min chance for at luske mig ind på livet af dem. Efter lidt masen stod jeg og gnubbede mig op af den ene af dem. Men så begyndte de andre piger at glo og se sure ud og sige at herretoilettet var på den anden side. Jeg hørte en underlig skinger pivelyd fra backstage-rummet og dristede mig til at banke på. Indenfor sad Kenneth fra Dr. Fjols og spillede på Skalmeje - et andalusisk blæseinstrument som magnetiserer hjernecellerne, så de bliver bløde og vender sig mod Bermudatrekanten. Jeg spurgte ham hvad han lavede.
-"Varmer op til koncerten" sagde han venligt, men fjernt. Orv, tænkte jeg - det kunne kun blive en bedre koncert, når sangeren varmer op på en skalmeje. 
Jeg endte i baren, hvor de havde utroligt meget øl. Det var på en måde rart, at der var så mørkt i salen bortset fra scenen, for jeg kunne ligesom mærke branderten fylde hele lokalet især efter at jeg havde røget med på en joint, som en af vennerne til Magtens Korridorer havde med. Det er nogle flinke venner de har.

Honning
Honning er et underligt band fra lige dele Århus og København. De øver ikke og det kan man høre på en meget positiv måde. For det er ligesom om man får det hele med og lidt mere, som kaffe uden filter. De rene bønner.

Det ultimative hit er bandets "Tonajt" som handler om ikke at kunne tage sig sammen til at lave lektier og derfor hellere må ryge hash. Omkvædet, som ikke skal røbes her er måske det bedste omkvæd i verden: Prøv lige at ring til min mor og sig at jeg ikke kommer hjem og spiser - tonight. (OK - jeg blev nødt til at røbe det) Bandet spiller både på de følsomme strenge men er også klart til det tungere mere grunge-agtige. Jeg headbangede i hvert fald både til "Tonajt" og til "Mexico." Så fik jeg det lidt skidt og gik op i baren hvor jeg købte mig en tequila med salt, men uden citron. Det smagte ikke særligt godt, så jeg drak den hurtigt.

På et tidspunkt trak alle i Honning bukserne ned om hælene som del af showet. Dette var en sceneeffekt som blev brugt af både Honning og aftenens sidste, nemlig Doktor Fjols. Jeg stod lige ved siden af Terkel fra Magtens Korridorer, som pludselig blev pissesur fordi han havde lånt sin bas ud til ham sanger bassisten fra Honning. Terkel råbte "Hvorfor fanden skal han stå og dinglesvede med sin stinkende pik op ad min bas - det er fandme for meget. Sådan behandler man sgu ikke en Telecaster fra 1968."

Jeg slog ham Terkel lidt for hårdt på skuldrene så han spildte sin øl og sagde han bare skulle slappe af. Han så helt bange ud, men så hentede jeg øl - to til mig og en til ham. 
Honning spillede helt vildt fedt og jeg stod og tænkte, at det egentligt var synd at de ikke havde spillet til Prins Joakims og Alexandras bryllup. Alexandra ville garanteret have elsket Joakim endnu højere og tænkt, "Hold kæft hvor er jeg heldig, ham er der sgu gang i - jeg får det fandme fedt her i Danmark."

Dr. Fjols
Da Dr. Fjols gik på, var stemningen i salen kogende. Der var et eller andet galt med ølfustagerne for der var gået hul på dem alle sammen. Vi stod og råbte tågeting i øl til knæene mens bølgerne slaskede ind mod scenekanten. Det, der udspillede sig for vore øjne var intet mindre end rock-teaterkunst af det helt vilde performanceagtige.

Bandets guitarist - ulasteligt klædt i sort smoking med blå butterfly indledte koncerten med et forvrænget guitarriff der gav mindelser tilbage til lugten af den imiterede lædersadel på knallerten ens elskede havde siddet på i solen bag ved pølsekiosken i sensommeren '79 lige før vi rykkede op i ottende et sted i et jysk sommerhusområde. Med høj cigarføring og foden solidt plantet på monitoren blev riffet gentaget i én uendelighed, indtil guitaristen fik selskab af en ligeså ulasteligt klædt herre, der med snoet overskæg istemte med Gud hjælpe mig, en trækharmonika. Pludseligt kunne jeg genkende guitaristen - det var den tidligere sologuitarist fra Magtens Korridorer, der nu stod og høstede med den elektriske le på nye græsgange.

Bag os, ud fra de bagerste linjer i salen, kom så, hvad der skulle vise sig at være bandets sanger i fuldt blindekostume, med stok og briller i skotskternet jakkesæt ledt frem af trommeslageren, en lille mand, der splitternøgen kun iført slips banede vej gennem os tilhørere og op på scenen, hvor koncerten gik i gang. Det kunne have været et teaterstykke af Brecht, men det var Dr. Fjols og om det var the blind leading the naked eller omvendt skal jeg ikke kunne sige, men at det var i særklasse var helt uomtvisteligt. Også under denne koncert slap dele af bandet livremmene og stod med bukserne nede om hælene. Hvad skete der? Der var ingen i forsamlingen, der helt fattede hvad dette band var ude på, hvad de sang om eller hvad der havde ramt dem. Men det var tydeligt at vi her havde at gøre med et freakshow, der sigtede mod stjernerne. Der findes sange, der er digtet med Beverly Hills 90210 som referenceramme for det syge univers de udfolder sig i og så er der sange, der minder så meget om virkeligheden, at man ikke rigtigt ved om man hellere ville have været dem foruden. Dr. Fjols leverede et par slagsen og der er ingen tvivl om, at dette orkester er aldeles unikt. For eksempel handlede en af sangene om at sidde på lokum og skide ((Lokumsvisen)), hvilket var foruroligende præcist skildret.

"Just a little more information than I need" tænkte jeg for mig selv og syntes selv at det var helt vildt sjovt i situationen, så jeg råbte det ind i øret på Niklas, Magtens Korridorers nye guitarist. Han blev vist ret forskrækket eller også fattede han ikke en skid, for han skulede bare olmt til mig i flere minutter bag efter. Jeg overvejede et kort sekund at pande ham ned, men han så fandeme uhyggelig ud som han stod der og sendte mig blikke, så jeg turde ikke. Sure stodder...

Dr. Fjols er det badekar, som man absolut ville vælge, hvis man havde meldt sig til Sjælland Rundt og den båd man skulle sejle med ikke lige var nået frem og man havde væddet sin kæreste med sin værste fjende på at man ville vinde kapsejladsen det år. Dr. Fjols er et meget, meget sjældent band i en klasse helt for sig. Check det ud, hvis du overhovedet får chancen - så sjældne er de.

Dr. Fjols spillede fint sammen og hver sang hang sammen med den næste som perler på snor og det hele bevægede sig op mod et klimaks, hvor jeg kunne mærke at LIGE OM LIDT ville elefantmanden komme svævende ned fra loftet på Dumbovinger og spille solo på en flying V banjo. Det gjorde han godt nok ikke, men der skete noget andet mærkeligt:
Der var opstået en læk på den ledning, der forsyner svenskerne med øl fra Carlsberg over Øresundsbroen (hvorfor tror I, at der ikke kunne være plads til cykelstier da de byggede broen?), så det, vi troede var et problem med fadølsanlægget viste sig at være et hul i Den Store Ledning som udviklede sig til at salen blev forvandlet til en ren svømmehal af øl. Man har forsøgt at holde ledningens helt nøjagtige placering hemmelig, men der har længe været rygter om, at den netop ligger under Christianshavns beboerhus. Folk begyndte at tage tøjet af og springe ud fra vindueskarmene ned til os andre. Jeg svømmede hundesvømning det bedste jeg havde lært, desperat for at holde hovedet oppe for at høre det sidste af Dr. Fjols. Til sidst gik dørene op og Gud døde mig om ikke to hold fra Farum Kajakpolo klub padlede ind i salen og begyndte at klaske bolden rundt i lokalet med deres latterlige gule og røde plastic hjelme på. Det syntes jeg var lige lovligt plat. Jeg prøvede at kæde det sammen med Peter Brixtofte og sponsoraftaler, men det gav ikke rigtigt mening. Jeg kom i tanke om de der flamencopiger og begyndte at svømme mod udgangen. Udenfor arbejdede Københavns Brandvæsen på højtryk og jeg kunne faktisk gå rimeligt tørskoet ned til Seven Eleven på Amager torv. Godt man stadig betaler sin skat. Jeg spottede lige en af flamencopigerne på vej hjem på cykel. Jeg prøvede at råbe til hende, men jeg frøs for meget til at råbet kom ud på den anden side af halsen. Jeg varmede mig selv op på en fransk Hotdog på Seven Eleven (og lidt efter lidt kom alle de andre, stadigt våde fra koncerten. De så utroligt friske ud efter svømmeturen og smilede alle sammen til mig og spurgte om jeg også skulle med på Roskilde til sommer. Folk hang deres tøj til tørre over pølseristen i butikken og alle bestilte vi franske Hotdogs. Fordi de ikke havde mere fransk sennepsdressing hos Seven Eleven (fik guitaristen fra Dr. Fjols lov til at putte ephedrin-piller i fra hans pillebælte og så skulle vi selv gætte hvordan de virkede. Jeg blev lidt tung i hovedet og tog mig sammen og fandt min bus. 
Da jeg kørte hjem gennem byen kunne jeg se en stjerne i natten. Den lyste for de næste årtier i dansk rock. Det bliver sgu noget af en fest og det ville jo virkeligt være dumt at gå glip af...