Af Django Turin

Hjernevoks
"Om ganske få år vil Thor Pedersen fremsætte et lovforslag om at legalisere alle stoffer, fordi det samfundsmæssigt er den bedste roulette man kan spille på. Simpelthen fordi Danmark er en nation på stoffer - der er ingen der er helt 1000% clean. Narkomanerne har deres rutiner, så er der alle pot- og svampehovederne, pensionisterne er på piller, overalt drikker man øl og rødvin. Langs motorvejene er der tankstationer med diesel og benzin til bilisterne og i børnehaverne får børnene is og slik. På de smarte caféer og til ravefesterne sniffes der alt muligt og sluges piller i sjove farver. Går man i Magasin, vælter der parfumer ud i hovedet på en og i alle kiosker kan man købe cigaretter - det er det, jeg siger: Alle folk er på et eller andet drug som de er villige til at købe til overpris og hvis de ikke får det, bliver de vanvittige. Det er stofferne, der får samfundets hjul til at køre rundt." 
Stemmen skar sig gennem mine tågede drømme i den lænestol jeg sad og hang i. Både stolen og stemmen tilhørte min gamle ven og potpusher Ringo Zahlén. Iført slåbrok sad han og holdt enetaler for mig mens jeg testede noget af det græs han havde fået med cykelbud et kvarter tidligere. Det gode ved ham er at han er utroligt gæstfri og aldrig sen til at byde en discosmøg. Det særlige ved ham er, at man er indlagt til at høre hans selvfabrikerede sludder om alt muligt og umuligt. Teorier han udvikler på stedet og som sjældent deles af ret mange andre i universet end ham selv. De forstyrrer ofte effekten af den røg man prøver at varme sin sjæl ved:
Teorien om at Dronning Margrethe tidligt i sin karriere som arkæolog forsøgte at grundlægge en Aztekisk version af Lejre forsøgscenter, der hvor nu Christiania ligger. Mest fordi hun dengang var sygeligt optaget af menneskeofringer. Men også fordi der blandt de europæiske kongelige var interne konkurrencer sidst i 1960erne om at kunne holde de vildeste og mest uhæmmede hofceremonier og Dronning M. var jo et barn af sin tid. Kreativ som hun jo er, havde hun fået udformet en arbejdstegning til et Aztekisk offeralter i Bornholmsk klippegranit med soltegn, blodrille og all the works. Bjørn Wiinblad skulle stå for selve udførelsen men sprang fra. Så kom Bjørn Nørgaard på banen - han havde i forvejen gjort det i døde heste og havfruer - men projektet blev stoppet af hofmarskal Hans Sølvhøj, der dengang havde sit hyr med at holde pressen væk fra Kongehuset. Granitblokken blev gemt væk og dukkede først op i starten af 1990erne, hvor Bent Fabricius Bjerre købte den og fik lavet den om til det springvand, der nu står på Axeltorv foran Scala, hvor vinden altid blæser...
En anden af Ringos teorier går ud på, at der løber en hemmelig undergrundsbane fra Folketinget til Nordsjælland. Den blev bygget under den kolde krig til at fragte regeringen væk i en allerhelvedes fart i tilfælde af atomkrig. Der afholdes stadig øvelser om natten i denne forløber til metroen, hvilket har generet en del beboere langs denne strækning, der lider af søvnmangel pga. natlig motorbrummen i kælderen. 
Al hans sludder giver sjældent ret meget mening, men det dér med at alle danskere er på drugs virkede ikke helt usandsynligt. I min tilstand havde jeg svært ved at modargumentere. 

"Nu skal du høre Django, du skylder mig jo en del penge efterhånden, så hvad med om du lige arbejdede lidt for sagen og tog til Sønderborg for at overrække en pakke til min gamle ven i Toldvæsenet, Norman Rottweiler. Han har vist ikke meget at rive i nu - med det Indre Marked - så jeg tænkte han måske kunne være behjælpelig med at udvide gesjæften lidt. Han kender jo mange lastbilchauffører der kører sydover."

"Øv" tænkte jeg. "Nu skal jeg lege narkokurér." Det passede mig ret dårligt. Netop som jeg havde fået lønforhøjelse i Føtex - faktisk min første lønforhøjelse nogensinde. Et dårligt bijob var ikke just hvad jeg gik og trængte til. Jeg har altid betragtet mig som en lille dråbe i det store spil, en glad bruger på aftagersiden når det kommer til de lettere stoffer. Nu skulle jeg pludselig til at lege med de tunge drenge. Mine underben føltes tunge og klamme, som var de allerede støbt ind i beton på vej ned på bunden af havnen, akkompagneret af den onde latter af sortklædte mafiadrenge. Jeg måtte finde en udvej, som en laboratorierotte i et sygt eksperiment på varme kogeplader. Min hjerne knagede og i et lidt vagt glimt hørte jeg mig selv sige med klagestemme: "Ahm jeg har ikk' noen penge." OK gamle hjerne, du har været skarpere...
"Jamen så må du blaffe" sagde Ringo nådesløst. "Her," sagde han og rakte mig en lille dåse i sølv, af den slags man købte til sin gymnasiekæreste i en hippiebod på Roskilde festival. "I denne dåse er der 20g Amager Golden Leaf Mental Car Wash Wax. Prøv at sige det hurtigt - det kan du ikke. Derfor kaldes det AGLMCWW blandt venner. Pas godt på dåsen og hils Norman når du når frem."
Jeg undersøgte dåsen og lettede lidt på låget. En matbrun overflade kom til syne, det mindede lidt om læderfedt. "Det der, hviskede Ringo, "er den rene ufortyndede massepsykose. Smør lidt på læberne og du vil lyse som en stjerne. Smører du rundt om anus, flyver du. Men det er ikke for sarte sjæle. Med din historie ville jeg ikke røre det med en ildtang. Der er nok til tre-fire ungdomsklubber i sådan en dåse." 
Han rakte mig en seddel med Normans adresse og ønskede mig god tur og sendte mig hurtigt ud af døren. 
Jeg stavrede ned af trappen og kan huske at jeg tænkte "Ringo nærer en utrolig beundringsværdig tillid til folk" mens jeg fortsatte ud på gaden og hjem, hvor min mor havde sat maden frem i køleskabet. 

Folehaven
Jeg sov temmelig længe næste dag - det var min første fridag på en lørdag siden min start i Føtex. Ved middagstid fik jeg snøvlet mig med S-toget ud til Åmarkens station, hvorfra jeg gik tilbage til Folehaven og forsigtigt begyndte at stikke tommelen ud i håb om at nogen vil tage mig med til Jylland. Det var en underligt diset dag og alle så ud som om de frøs, selv om det var maj måned. Det var længe siden jeg havde blaffet og jeg følte mig pludselig lille og skrøbelig mens jeg prøvede at stå og se glad - men alt andet end irriterende ud - og se de forbipasserende bilister lige i øjnene. 
Omkring de gule murstensbygninger på begge sider af vejen var der en lilla vibrerende lyskant, som jeg tænkte nok skyldtes at jeg stadig havde noget af Ringos græs i blodet. Jeg så en høj tyk pige i beskidt joggingdragt med collegebriller gå forbi mig på fortovet. Hun gloede nysgerrigt på mig og trak pludseligt en enorm hindbærsnitte ud af en bagerpose og bed den halvt over. Hun så glubsk ud mens hun gumlede men hun gjorde ikke noget.
"Gad vide hvordan det dér AGLMCWW egentligt virker" tænkte jeg og fik lyst til lige at smøre læberne. Men jeg lod være - det gælder om at virke tillidsvækkende når man blaffer og det gør man ikke altid, når man eksperimenterer.
Der gik et kvarter uden at nogen tog mig op og Folehaven begyndte at ligne en kulisse i helvedes forgård. Men så skete der noget - en blondine i en lille stram sag kom kørende i en rød sportsvogn mod mig, sendte mig et guddommeligt smil og blinkede ind til siden og stoppede så 30 meter bag mig. Jeg kunne se hun sad og så på mig i bakspejlet. Lige da jeg vendte mig om for at løbe hen til hende tudede et bilhorn lige i skallen på mig og et af politiets salatfade trak ind til siden og parkerede mellem mig og blondinen. "Så FUCK da også, tænkte jeg, her var jeg på vej til mit livs dreamride og så kommer panserne - hvad nu hvis de har hunde med?" Jeg så resten af mit liv passere som en serie uskarpe polaroidbilleder der viste retssagen, fældende beviser, fængsel og tremmer og tatoveringer og rockere overalt og midt i det hele min mor, der græd tårer på størrelse med Tretorn tennisbolde.
"Hæj Django - hvad fanden har du gang i - skal du ud og se på fugle?" En stak afbleget strithår kom til syne i det nedrullede vindue. Stemmen kendte jeg bedre end min mors. Stemmen var Danmarks ubestridt største rockstemme og ejermanden ingen ringere end Johan Olsen, som sad i en blå Ford Transit sammen med resten af Magtens Korridorer og kværnede bajere.
Jeg tænkte "Dette er et magisk øjeblik. Djævelen tester min sjæl. Mit yndlingsband. En blondine i rød sportsvogn. Begge veje er syndige og fører i helvede. Hvad skal jeg arme sjæl vælge? Selvfølgelig - jeg vil ha blondinen."
I samme øjeblik tanken var tænkt, så jeg den røde sportsvogn starte med et hvin og blive til en lille plet i horisonten på fire sekunder. Væk var hun. Djævelen holder ikke af tøven.
"Øh har I en øl" spurgte jeg, mens jeg forsøgte at sluge den bitre kendsgerning, at jeg nu KUNNE have siddet og snakket bodytoning i den lille røde fræser på vej sydover. 
"Ja klart" sagde Johan og inde fra bilen hørte jeg lyden af fire øl der blev knappet op på nøjagtig samme tid. 
Bandet er blevet mere tight på det sidste.
Sidedøren gled op og Rasmus langede en øl ud, "Hvor skal du hen Django?"
"Sønderborg og besøge min tante" løj jeg.
"Hop ind - Magtens Korridorer gør alt for deres fans - vi skal spille i Fredericia i aften, det er vist nok tæt på Sønderborg eller sådan noget."
Jeg satte mig ind ved siden af Peter og Terkel, der sad og sloges om den akustiske guitar. Niklas sad superkoncentreret ved rattet, mens Johan ind i mellem tørrede sveden af hans pande med en tot tvist. Rasmus forklarede, at bilen, som havde været billig at leje til gengæld havde et ratslør på to meter og meget dårlige bremser. Den mindste uopmærksomhed fra Niklas' side og vi ville køre i grøften. Det var kun fordi Niklas som lille havde øvet mikroskalaer på sin onkels dværgukulele at hans fingerspidser kunne reagere på den mindste bevægelse i den gale retning. 
Terkel begyndte at spille irriterende ragtimeguitar og synge "Oh my Delia, I want to steal yah, my darling Delia, Oh oh oh oh." Pludselig stoppede han og spurgte eftertænksomt, "Hvad øhh, er der benzin nok på bilen?" 
Der blev stille et sekund. Johan tog sig til hovedet og råbte fuldkommen hysterisk "Det er sgu da for fanden ikke benzin vi kører på, men diesel, diesel, DIESEL - kan du så fatte det?"
Terkel sagde "Nåh på den måde" og begyndte at spille "We shall overcome" med meget sagte fingerspil.

Den flyvende hollændervogn
Tågen blev tykkere ude ved Tåstrup og vi kunne næsten ikke se andet end de røde baglygter fra bilerne foran os. Det flød med tomme ølflasker i bunden af bilen og Peter kundgjorde, at nu skulle han altså pisse.
Vi holdt ind på en benzinstation efter Roskilde og bestilte kaffe. De havde tilbud på lakrids-politistave. Det udviklede sig til en kæmpe diskussion i bandet om hvorvidt bandkassen skulle købe hele kassen med politistave og så kaste dem ud til publikum under koncerten under "Husker du Benjamin." Johan og Niklas var på, men Rasmus argumenterede for at hvis der opstod tumulter, ville Magtens Korridorer komme til at hænge på de efterfølgende erstatningskrav og dét ville bandkassen simpelthen ikke kunne klare. Sagen var dermed afgjort. Jeg mistede lidt for bandet dér, men valgte ikke at gå ind i diskussionen.
Peter blev grebet af øjeblikket og begyndte at synge en sang om "Den flyvende hollændervogn:"

"Vi kører som besatte med 1000 øl på køl
Bassisten er for vild han hedder Terkel Møhl 
Vi pløjer gennem landet med 105
Selvom vi har tanket tjære skal vi nok nå frem"

"I vores flyv'ne Hollændervogn
I vores flyv'ne Hollændervogn"

Alle var enige om, at det var et klart hit, om end der skal arbejdes lidt med teksten. "De er bare så kreative, de drenge," tænkte jeg.
Efter Odense begyndte tågerne at lette og lige efter Lillebæltsbroen nåede vi frem til Danmarks måske allerfedeste sted, hvor solen selvfølgelig skinnede.
Ungdomshuset i Fredericia
Omkranset af grimme cementbygninger til alle sider i hjertet af Fredericias gudsforladte havneområde ligger den gamle godsbanebygning. I 1920erne et knudepunkt for kvægeksporten til Argentina, i 1970erne et opsamlingssted for giftigt kemisk affald på vej videre til lossepladser i Polen. Nu er den langstrakte murstensbygning omdannet til en oase for alt levende i Fredericia og opland, der i 8. og 9. klasse udviklede usunde vaner med at ryge smøger og høre høj musik. Det var tydeligt, at man trods kommunal socialdemokratisk velvilje faktisk har gjort alt for at indhegne området som et andet indianerreservat: Tre meter høje hegn omgiver stedet i tilfælde af at man fra magthavernes side ønsker at drive klapjagt på byens urolige elementer og tvangsdeportere hele flokken af rødder til efterskoler eller sibiriske opdragelseslejre. De gamle jernbanespor kører stadig lige op til bygningen, hvilket gav mindelser tilbage til jødetransporterne; en sådan operation er ikke bare mulig, men højst sandsynlig i nær fremtid.
Pladsen foran bygningen er viet til skateboarderne som fræser rundt over den graffittibemalede asfalt - nogle af dem havde knapt tabt deres sidste mælketænder og kørte allerede i fin stil på den rampe, der var ved at blive bygget.

Indenfor gik vi forbi den lange gang med øvelokaler og computerrum. Slaraffenland.
Niklas sagde, "Hvis jeg kom fra Fredericia ville jeg have hængt ud i Ungdomshuset hele tiden, hvis jeg altså TURDE."
I caféen spurgte vi efter Philip. Der sad nogle meget piercede og flinke folk og så helt afslappede ud på denne lørdag eftermiddag. Jeg spurgte Johan "Hvem er Philip?" og han hviskede med ærefrygt i stemmen "det er ham, der styrer stedet her - han så os på Tex og har nu trukket i trådene og brugt sine forbindelser på at få os hertil - så du får høvl, hvis du ikke viser ham respekt!"

Lydpigen
Philip var ikke dukket op endnu, men bandet blev vist tilrette i den store sal og så skulle der slæbes gear og stilles op. Jeg var blevet lidt træt af alle øllerne på vej til Fredericia så jeg hjalp lige med at slæbe et mikrofonstativ og gik så ud i caféen for at se om der var et sted jeg kunne tage en lur, før jeg skulle videre til Sønderborg og Norman Rottweiler.
Jeg faldt i søvn bag en kæmpe stuebirk men vågnede, da bandet begyndte at lave lydprøve på trommerne inde i salen. Der var problemer med Johans sanglyd under lydprøven og der blev skruet febrilsk på alle mixerpultens knapper. Til sidst blev der kaldt på teknisk assistance. Og hvilken assistance! Hun kom glidende ind som en engel med bugtede kurver som Kongeåen og lyste rummet op med lige dele smil og en sexet ro, der tog pippet fra de stakkels Korridorer. I løbet af 0,5 fik hun ordnet mikrofonlyden og pludselig fik hele bandet lyst til at synge kor og få ordnet deres mikrofoner af den vidunderlige lydpige. Det ordnede hun med et snuptag og lidt efter var bandet miket op og alt stod klar til den store koncert.

Det var ved at blive aften og da jeg hørte at Korridorerne fik gratis aftensmad på stedet, tænkte jeg at jeg lige så godt kunne hænge ud lidt endnu og afvente aftenens begivenheder. Det ville være ærgerligt at gå glip af denne historiske MK koncert, den fjerde Korridorerne har spillet i det jyske overhovedet. 

Spådomme
Jeg gik en tur med Peter nede i det lettere skumle havnekvarter. "Det er helt vildt industrial" sagde Peter, mens vi slentrede langs havnekajen og så vesthimlen blive tømt for lys mens tusind bleggule pærer blev tændt over fabriksområderne. Nogle af gaderne lignede engelske arbejderkvarterer og vi stoppede ved et af husene. I stuen var der en bodega, hvor en grøn lampe lyste rummet op, i kælderen havde en spåkone sin praksis:
"Ægte sigøjner" sagde skiltet. "Kom ned og få læst din fremtid - venstre hånd 20 kr. højre 40 og begge hænder 60 kr."
"Kom sagde Peter, det skal vi sgu prøve."
"Nej sagde jeg, det er sgu da for sygt - hvad vil du det for?"
"Kom nu, det er bare for sjov - jeg giver." Peter trak mig i ærmet og lidt efter sad vi nede i en plysbeklædt grøn kælder foran en lille gammel dame med briller, der trods sine brune øjne slet ikke så spor sigøjneragtig ud.
"Mojn" sagde hun
"Mojn" svarede vi i kor, for lige som ikke at skille os ud. Jeg var nervøs, Peter helt cool. 
"Nåmen - vi vil gerne spås" sagde Peter, "Django first."
Hun så på mig som kunne hun se helt ned i de mørkeste hjørner i min hullede sjæl. 
"Må jeg låne din venstre hånd" sagde hun. 
Jeg rakte hende den modvilligt - jeg var ikke sikker på det var 20 kr. værd. Og jeg var ikke sikker på jeg havde lyst til at høre hvad hun havde at sige. 
Vi sad i et par lænestole og hun sad foran mig på en lille skammel og undersøgte min hånd. Hendes hænder var varme og bløde.
"Tjahh" - sagde hun. "Du bor stadig hjemme. Du har en stærk mor der laver mad til dig. Endnu har du ikke fundet din rette hylde i tilværelsen. Du kan ikke lide små hunde, du hader dem faktisk. Men det vil være gennem de små hunde du finder lykken. Ligesom i Bibelen, der siger man skal tage på slanger. Og ja, jeg ser det klart, du skal starte en puddelhundekennel og derpå blive kurator for verdensdækkende hundeudstillinger. Med tiden vil du også udstille katte med røde sløjfer og du selv skal gå rundt i lyseblåt jakkesæt med perler. Jeg kan se det hele - det står helt klart - stjernerne skriger på det, sådan finder du lykken."
Jeg kan ikke sige hvad det var der gjorde det og kan til min død ikke forstå det: Men mens hun sad og rablede om de dér latterlige hunde som jeg hader, skete der det, at jeg pludselig mærkede blodet synge i bukserne og så fik jeg det ondeste jern på, mens jeg sad og flettede fingre med den gamle. Det var helt vildt pinligt og Peter sad og grinede som en mongol da jeg rødmende sad og mærkede sveden pible ned af tindingerne på mig. 
"Pas på dine bukser ikke strammer!" sagde den gamle. "Du skulle se at finde dig en pige. Dem har vi mange af her i Sønderjylland. Se dig omkring." Hun slap min hånd.
"Nu må vi vist hellere tage dig," sagde hun til Peter.
"Oh - jeg kan se, du bliver en meget, meget rig og berømt mand, fordi du er et geni, men du er et miskendt geni. Du spiller i et orkester nu. Men det er onde mennesker, der er meget meget farlige. Hold dig langt væk fra dem, de vil hellere have en robot til at spille trommer. Du skal forlade dem. I stedet skal du finde en lille mærkelig pige med sorte øjne. Hende skal du giftes med og så bliver du berømt for at skrive sange og bøger om hende og dig. Jeg ser dig stå i smoking og holde en lille statue i hånden og sige tak på amerikansk til en masse meget meget rige mennesker i Hollywood. Du er den heldigste mand jeg nogensinde har spået. Kan jeg få din autograf?" 
Peter grinede og rystede på hovedet mens han skrev "Peter Metronom Bregnsboe" med blokbogstaver på en lille blok som hun rakte ham. Da han var færdig, rakte han blokken til mig. 
"Jeg behøver ikke din," sagde hun henkastet og verfede os ud af rummet og op på gaden igen. 

- "Det var da meget sjovt, sagde Peter," da vi havde gået lidt.
- "Hold kæft," svarede jeg
- "Er du virkelig til gamle damer eller små hunde - måske begge dele?" spurgte Peter nysgerrigt.
- "Hold nu bare kæft," sagde jeg. For mit indre blik så jeg 5000 små puddelhunde stå og bjæffe lystigt ude i min fremtid med små røde sløjfer i panden. Ikke nogen behagelig tanke.
- "Jeg glæder mig til at fortælle de andre om din boner nede hos spådamen."
- "Nu holder du altså kæft" svarede jeg.
Peter blev ved; "Hvad vil du give for at jeg holder kæft om din lille fetich."
Jeg blev olm, "Jeg har sgu ikke nogen lille fetich - og du holder bare din kæft!"
"Hvor meget? Hvor meget vil du give for at jeg holder tæt?"
"Der blev sagt hallo du - nu stopper du kraftædeme."
Fuck. Det var edderrådme noget lort. Jeg havde intet. Hvordan fanden kunne jeg stoppe kæften på den sladdervorne satan af en trommeslager? Jeg var flad, men så mærkede jeg pludselig en lille hård genstand jeg havde i brystlommen. Ringos lille dåse Amager Golden Leaf Mental Car Wash Wax. Sidste udvej. 
"OK Peter - se så her." Jeg viste ham dåsen, mens mit baghoved producerede et uheldsvangert glimt af Ringo og Norman Rottweiler der stod klar med hjul og stejle. 
- "Hvad er det?" spurgte Peter mens jeg lettede låget på den lille dåse.
- "Det skulle være det vildeste, det er noget kraftigt stads Ringo bad mig bringe videre, man skinner som en stjerne - du skal smøre det på læberne, men så har du fandme også at holde tæt - det her er once in a lifetime."
- "Helt ærligt, jeg skal spille i aften - jeg tror ikke det er nogen god idé."
- "Kom så, det er det eneste jeg har, nu eller aldrig." Jeg var temmelig opsat på at få Peter over i en ny sindstilstand så han i bedste fald kunne glemme det lille optrin ved sandsigersken. 
Peter smurte mistroisk en lille bitte smule af voksen på læberne, mens han så sig om efter eventuelle farer nede ad gaden. Vi gik tavse tilbage mod Ungdomshuset. 
Pludselig sagde Peter "Jeg tror sgu det begynder at virke."
Jeg så på ham, han strakte halsen frem til der lød et lille knæk og så blev han pludselig et halvt hoved højere og lidt bredere. Han begyndte at smile til mig og mens han smilede blev hans kulør mere og mere solbrændt og hans tænder hvide og glimtende som diamanter. Det så godt ud, men også lidt uhyggeligt.
"Ah - jeg har det sørme herligt!," sagde han friskt. "Sikke en dejlig aften, det bliver pragtfuldt at spille koncert. Kom vi må hellere skynde os tilbage - og lad det gå lidt raskt!"
Peter satte i et hurtigt tempo mens han skrålede "Up where we belong" af fuld hals med den smukkeste smørtenor som også kom bag på ham selv.
Vi gik hurtigt tilbage til Ungdomshuset, hvor der var troppet en del mennesker op. Peter lignede en million, han smilede og hilste på dem alle sammen og fyrede små tjekkede bemærkninger af til højre og venstre som en anden præsident. Fordi jeg fulgtes med Peter kom jeg gratis ind - jeg hørte til bandet. Sejt. 

Opvarmning
I bandrummet sad Waders med hangarounds og resten af Korridorerne. Der var masser af pizza og øl og feststemningen havde bredt sig. Selv om Korridorerne måske ikke gør så vanvittigt meget ud af sceneshowet i form af bizarre udklædninger, måske lige bortset fra Johans lejlighedsvise nederdel og obligatoriske Eyeliner, og selvfølgelig Niklas' John Lennon Tattoo, så har de alligevel alle en lille ting, de tager på før de går på scenen. Rasmus havde gang i en sort net T-shirt som næsten kunne have været af læder. Terkel forsøgte sig med en modekasket som han først tog omvendt på så han lignede en bleg Che Guevara med høje tindinger, desværre uden dennes stålsatte verdensomvælterblik - tog han den rigtigt på lignede han en fransk gedehyrde - det var klart mere ham. Det er desværre en meget typisk ting ved bassister, de prøver at kompensere for det manglende rampelys ved at tage en dum hat på. Især hvis de spiller i verdensmusikorkestre. Korridorerne spiller egentlig også en slags verdensmusik - men på den fede måde.
Alle stoppede op da Peter kom ind med mig i hælene. 
- "Hvad fanden Peter, hvor har du været - du ligner en million," sagde Rasmus. 
- "Årh ingen steder," svarede Peter nonchalant, "Django har den fedeste læbepomade, den skulle I altså tage og prøve."
Rasmus lignede et spørgsmålstegn, men Johan lugtede lunten,
- "Her hit med den, mine læber er tørre."
"Fuck, Peter den klovn," tænkte jeg. Jeg stod midt i et sultent ulvekobbel i en isørken med det eneste stykke kød i 30 kilometers omkreds. I et glimt så jeg Norman og Ringo stå og slibe knive med slagterforklæder på. Der var ikke noget at gøre. 
"OK - kom så med udenfor," sagde jeg og i løbet af tre sekunder stod jeg med Korridorerne nede på toilettet og lod den lille dåse gå rundt. 
- "I skal ikke tage særlig meget" sagde jeg spagt mens deres lange fingre fnaskede deres læber til. Da jeg fik dåsen igen var halvdelen af indholdet væk. Ikke så godt. "Åh hva fa'en, tænkte jeg og tog selv en lille smule og tog lidt ekstra på gummerne. Lidt efter begyndte vi alle at strække hals og så lød der de dér knæk og vi så alle sammen pisse godt ud - solbrændte og superveloplagte. Og så gik opvarmningsbandet på.
Anmeldelse: Waders og Magtens Korridorer i Ungdomshuset i Fredericia, lørdag d. 11. maj 2002.
Waders spiller sønderjysk punk af international format med danske tekster og det er de rigtigt gode til. De har gummistøvlerne fulde af al den ungdommelige saft der kan stampes op af den fede muld i området øst for den midtjyske højderyg Down South. Forsangeren er det menneskelige svar på en dunhammer med slips og briller men med en bragende karisma af lige dele Bruce Willis og Vagn Simonsen. Han sprang rundt på scenen og gejlede de lokale afecionados op. Waders var på hjemmebane - publikum var på og det var umuligt ikke at synge med på bandets ultimative hitomkvæd:
"Urin - urin-urin til pansersvin."
Der var godt gang i pogoen og hvilket bekræftede mig i at skal man finde den ægte undergrund i Danmark skal man til mindre byer som Fredericia, Randers, Viborg, Roskilde, Esbjerg, Horsens og så videre i den størrelse. I København og Århus er punk blot et af flere fritidstilbud. I de mindre byer leves punken klarere, den står i grellere kontrast til den måde flertallet vælger ikke at skille sig ud. 
Waders spillede hæsblæsende energisk - bas og trommer leverede en tæt sejt swingende bund af det mørkeste moseeg som guitaren høvlede af med fræsende akkorder til der lå glødende spåner i knæhøjde på scenen. Flot.
Waders er plantet i det samme mudder som Clash og Ramones men har også et ben i 90ernes tungere og mere aggressive grunge. Hvis bandet blot holder deres sti ren, så vil de uden tvivl kunne indgå en sponsoraftale i millionklassen med Helly Hansen, Tretorn eller et andet gummistøvle-firma om føje år. Waders vil blive et stort hit indenfor rock'n'roll merchandise. På den anden side virkede drengene ikke som om det var det kommercielle gennembrud de satsede på. Respekt for det. Jeg håbede de snart kom til København for at fyre lidt op under undergrundens kedler.

"Det er sgu god opvarmning det dér " sagde Peter, mens jeg knappede et par øller op, som han havde med fra bandrummet.

Anarkiets korte sommer
I pausen faldt jeg i snak med en sød mørkhåret & piercet pige, som stod og solgte anarkist-udstyr i koncertsalen. Sorte og røde T-shirts, badges og en lille stak litteratur, Kropotkin, Emma Goldman og den slags. Hun havde så skønne øjne og jeg kom til at sige at jeg også engang havde læst meget om anarkismen, men at jeg havde mistet troen på mennesket efter en hel sommer at have været kuli på en vestjysk campingplads, hvor helt almindelige tyskere satte blomsterkummer og rækværk op omkring campingvognene. Hun smilede. Og jeg kom til at se lidt for dybt i hendes øjne. Og i hendes øjne så jeg pludselig mig selv og hende i sort-hvid stå på toppen af en gammel bymur og svinge en fane, mens jeg holdt hende om livet og råbte "Død over Francos tropper - anarkiet længe leve" og revolutionsbålene omkring os brændte. 
Jeg lænede mig frem og hviskede i hendes øre, "Hvor var du i anarkiets korte sommer?" Hun svarede "Hvarfornoget?" og i netop det sekund gik Magtens Korridorer i gang. End of conversation.

Når Gud blæser sæbebobler 
Der lød et skrald og så dunkede trommerne derudad. Korridorerne var startet med "Edderrådme." Gnisterne sprang fra scenen og Niklas og Rasmus' guitarer lynede, mens strengene skreg under den hårde behandling. Ringos voks virkede og orkestret var i topform som de stod på scenen et halvt hoved højere og solbrændte som var det Beverly Hills 90210. Næste nummer var "Hassersangen" og Johan sang bitterligt om den slags nedtursoplevelser vi alle kender:
"Nu den gal igen - jeg har lige tabt min garderobe bon
Nu den gal igen - jeg kommer aldrig mere hjem." 
Folk i salen nikkede og skålede medlidende med hinanden og så ud som om de vidste nøjagtigt hvad han sang om. We've all been there.

Mens bandet fortsatte med "Arbejdsløshedssangen" begyndte Johan at slå ud med armene i små ryk bagud og skyde brystet frem. Det var næsten ikke til at se det, for det skete meget langsomt; mens Johan sang, lagde han nakken tilbage og ganske langsomt begyndte en lille gennemsigtig bobbel at vokse ud af det ene øre på ham. Den blev lige så stille større indtil den slap med et svup og duvende svævede op under taget. Overfladen var som gennemsigtigt poleret marmor, mens dens indre var fyldt med en tæt violet tåge, der roterede og bølgede i takt til musikken oppe under spærene. Det var ikke alle der lagde mærke til det. Lidt efter fulgte Niklas efter med en bobbel og lidt efter igen Rasmus. Til sidst kom der en lind strøm af bobler fra hele bandet. Men det var kun Johan, der lagde mærke til det, for de andre var strengt koncentrerede om at spille.
Under "Ud og Knuse Hjerter i Nat" sendte Johan to bobler ud, den ene inden i den anden. De voksede sig større i samme takt og den indre bobbel roterede vanvittigt hurtigt rundt i den modsatte retning af den ydre. Det var tydeligt, at det kom totalt bag på Johan. Han svedte og gjorde tegn til de andre om at stoppe musikken.
"Hæj - prøv lige og stop - der er noget jeg gerne vil sige." Der blev helt stille. Alle så undrende på ham og Niklas gik i gang med at stemme sin guitar. 
"Jeg ved ikke om I ved det," sagde han med højtidelig stemme, - "Jeg ved ikke om I kan MÆRKE det. Jeg ved ikke om I kan FØLE det" Han lignede en hvid gospel prædikant med store negroide læber da han råbte, "KAN I FØLE DET? KAN I FØLE DET SOM JEG FØLER? KAN I MÆRKE HVAD JEG MÆRKER?" "FOR JEG VED - og nu kommer det: FOR JEG VED - JA JEG VED altså, AT GUD ER TILSTEDE HER I AFTEN!!!" De andre i orkestret så på ham. De så skeptiske ud. 
"GUD ER TILSTEDE HER I AFTEN OG HAN BLÆSER SÆBEBOBLER - OG JEG ER HANS SÆBEBOBBELINSTRUMENT!!! JEG ER VORHERRES SÆBEBOBBELMASKINE!!!" Peter lavede en rundgang på trommerne og sluttede på bækkenet.
Folk begyndte at pifte og klappe lidt spredt. Det var ikke lige hvad de havde forventet. I samme nu begyndte boblerne i loftet at vokse sig store og fylde hele rummet og Philip, var den første der blev opslugt. Der lød et lille svup og så stod Philip inden i den violette tåge og så helt vild glad ud og vinkede til os andre. Efter et par minutter stod vi alle sammen inklusive bandet inde i den violette tåge. Det var virkeligt mærkeligt, for mens bandet spillede "Lorteparforhold" og "Amok til fester" gik vi andre rundt i den venlige dis og hilste og gav hinanden hånden som var det en færøsk kædedans. For hver gang vi trak vejret blev vi lettere og gladere om hjerterne mens det violette slør svævede ind og ud af vores lunger og koncerten skred frem som en gigantisk snebold, der bare måtte rulle og rulle og blive større og større.
Jeg kan huske jeg tænkte at det var en værre gang psykokrudt Ringo havde fået fat i. Men det virkede på den gode måde. Eller også var det bare mest musikken.
Johan greb en tamburin og annoncerede at nu var det sidste nummer og så spillede Korridorerne en helt ny sang, "Layla Khaled" som ramte os alle som hørte vi Rock'n'roll for allerførste gang og vel at mærke var klare til at kunne tage det. Det var rent, ufortyndet, råt - stålstrenge og træguitarer og trommestikker og dybe varme baslyde der bare kneppede elektrisk og dannede den flodseng i landskabet som Johans kæmpestemme væltede ned ad som en springflod i Kaukasus til det hele gik over sine bredder og 1000 fugle lettede i alle farver. Bang! Og så var koncerten forbi...

Spøgelset fra undergrunden
Forbi. Jeg måtte sætte mig lidt ned. Nogen stak mig en øl. Jeg drak den langsomt mens jeg holdt øje med hvordan den violette tåge spredtes og diskret sivede ud i Fredericianatten gennem sidedørene til luften i rummet igen var klar. Folk gik rundt og smilede og hjalp hinanden med at samle flasker sammen. 
Festen fortsatte i bandrummet og jeg så mig om efter anarkistpigen og overvejede om ikke hun ville blive glad, hvis jeg stjal Kulturmilitzens røde banner som hang ned fra scenens bagvæg til hende. Men hun var intetsteds at se.
Korridorerne sad og evaluerede koncerten som de mente var deres bedste til dato. Det var svært ikke at give dem ret. 
Mit ene knæ begyndte at klø helt vildt. Da jeg trak op i buksebenet kunne jeg se en lille lyserød bobbel blive blæst op fra knæet med den violette røg indeni. Den voksede sig på størrelse med en fodbold og lige da jeg skulle gøre alle i selskabet opmærksomme på mit knæ sagde det puf, og den bristede. Øv. Jeg blev overmandet af en enorm skuffelse som var en skygge pludseligt kravlet ind i mig.

Jeg forlod selskabet. Inde i den mørke sal var scenen nu ryddet. Jeg satte mig i et hjørne på en ølkasse og mediterede over den vanvittige koncert, hvor de tågefyldte bobler havde gjort sit til underholdningen. Jeg tænkte på Ringo og Norman Rottweiler og begyndte at overveje, hvilken løgn jeg skulle hive op ad lommen for at de ikke splittede mig fuldstændigt ad. Og så tænkte jeg, at jeg måske skulle prøve at bilde dem ind at Fredericias narkopoliti var dukket op og havde lavet en razzia og at jeg havde været nødt til at smide voksdåsen ned i en rist. Den løgn var dog nok for tyk. Når man lyver gælder det altid om at lyve en lille smule i nærheden af sandheden, så virker løgnen mere overbevisende. Jeg prøvede at tænke videre og så kom jeg til at tænke på hvordan dagen mon ville have udviklet sig, hvis jeg havde fået det lift med hende den lækre i sportsvognen. Det var ikke til at sige hvor længe jeg sad dér og tænkte. På et tidspunkt gik døren op og Korridorerne kom ind i salen, foldede deres soveposer ud og udvekslede tandpasta og de sidste jokes og lagde sig så til at sove på den mørke scene. Der gik ikke længe før mørket rystedes af en sand snorkekoncert.

Så var det, at jeg fandt ud af, at det ikke var forbi endnu. For lige så stille begyndte et dæmpet, glødende violet skær at oplyse scenen med de fem sovende. Ud af ørerne på dem ploppede den ene bobbel efter den anden. Men denne gang steg de ikke til vejrs, men bristede med små næsten uhørlige blift og fra deres indre væltede den violette tåge ud og lagde sig som et tæppe over hele gulvet i salen.
Fem meter til højre for mig gik en lem i gulvet op og en høj, mørk og hætteklædt skikkelse kom til syne. Øjnene var væk i to sorte øjenhuler og huden kridhvid. Jeg var rædselsslagen. Den rejste sig op i fuld højde, næsten to en halv meter og stod og snusede røgen op fra gulvet ind gennem næseborene, mens den langsomt drejede sig rundt som var den i gang med at orientere sig i alle retninger. På et tidspunkt så den lige hen mod mig, men åbenbart uden at få øje på mig. Ansigtet var skjult bag en glimtende maske af tætte sølvpiercinger og på den måde hætten stod udspilet, kunne jeg ane en hanekamfrisure, der så ud til at være stiv som stål.
Skikkelsen bevægede sig op på scenen og snusede til Korridorerne, en for en. På et tidspunkt knælede den ud for Niklas' øre, kom med et svagt host og formede så læberne til et langt rør og sugede så alle boblerne til sig i én indånding. Derpå tog han det andet øre, gik videre til Rasmus og de andre og efter fem minutter efter var både Korridorerne og resten af salen tømt for den violette tåge. Da han bevægede sig ned fra scenen, så jeg at han havde fået en net lille hængevom som han med besvær pressede ned gennem lugen igen. Han bøvsede og med et næppe hørligt klup lukkede han lemmen over sin hætte og var væk.
Jeg trillede ned af ølkassen og lagde mig til at sove på det sammenrullede kabel til mixerpulten og faldt i en dyb drømmeløs søvn. 

Mere røg
Næste morgen vågnede jeg ved at Niklas stod og lossede mig i røven med sine Adidas sko.
- "Hva så Django" skal du have noget kaffe?
- "Øhm - har du ikke en smøg" spurgte jeg.
Niklas tændte mig nådigt en smøg og fortalte, at Rasmus og Terkel var taget ud for at finde noget morgenmad og også fylde mere diesel på bilen. Der begyndte at komme flere mennesker ind i salen. De så alle totalt smadrede ud, men på den gode måde. De grinede lidt mens de snakkede jysk til hinanden.
Jeg opdagede pludseligt at Ringos æske med voksen var væk og begyndte febrilsk at lede efter den. I min jakke, under ølkasserne, på scenen, under scenen, over dørkarmene. Men den var ikke til at se. Jo mere jeg ledte, des mere væk var den. Det var ikke så godt. Jeg syntes ikke rigtigt jeg kunne vende tilbage til København uden og det gik heller ikke at besøge Norman Rottweiler tomhændet.
Rasmus og Terkel lod vente på sig og vi andre begyndte at blive sultne og tørstige. Niklas kom triumferende og fortalte at han havde fundet øldepotet. Efter en hurtig afstemning ved håndsoprækning blev vi enige om, at hvis vi lagde et par håndører blev de nok ikke sure hvis vi tog et par reparationsbajere, bare til en start. Det gjorde vi så og lidt efter var festen i gang igen.
Pludselig kom Philip ind med vilde øjne og sagde vi alle skulle gå udenfor og se. 
"Det brænder eller også er det noget radioaktivt noget," sagde han.
En gigantisk paddehatteformet kulsort røgsky steg op som et monster fra husene et par kilometer væk. Det så flot ud, men også lidt usundt.
I samme nu ringede det på Johans mobil. Det var Rasmus, der sagde, at han og Terkel stod på en Q8 tank og var i gang med at reparere bilen. Det havde nemlig vist sig, at bilen gik på almindeligt benzin og ikke diesel, som Johan TOTALT FEJLAGTIGT havde påstået dagen før og nu var de altså kommet til at tanke bilen op med diesel. For ikke at være nogle værre miljøsvin og hælde dieselolien ud i kloakken, hvilket jo var det mest nærliggende, havde Terkel i et øjebliks kådhed og mangel på omtanke sat ild til den spand, som de havde lånt af tankbestyreren til at tappe dieselolien med. Derfor var der lige for øjeblikket bål i gaden. Men de regnede med at være væk i røgsløret før politiet dukkede op. Det var jo søndag.