PRÆCOITAL PARANOIA - tør vi?
Efteråret svirrede med rygter om at Magtens Korridorer var blevet kontaktet af en rimelig suspekt person, der ville hyre dem til et job på Rødbyfestivalen i starten af november. Jeg snakkede med Rasmus, guitarist i Magtens Korridorer i starten af oktober:
"Det er en fælde," sagde Rasmus. "Det lugter af at vi skal lokkes et eller andet sted hen og så står der garntrisse et eller andet tæskehold og venter på os. For det første har jeg ingen steder kunnet læse om Rødby festivalen og selv om min kontaktperson i Rødby virker flink nok, så vidste brugsuddeleren ikke engang noget om arrangementet. Hvis ikke Brugsen i Rødby ved noget, så er den helt gal. Da jeg først fik mistanke fik jeg installeret en dobbelt firewall på min internetopkobling og desuden købt mig en skudsikker vest og en flaske peberspray - jeg hader at blive overrasket på den ufede måde."
Rasmus er ikke den eneste rockstjerne ud over Michael Jackson som på et eller andet tidspunkt i karrieren er blevet paranoid. Bob Dylan gik med hætte og handsker under indspilningerne til "Under the Red Sky," John Lennon blev også ramt og senest er Posh Spice og Beckham med rette blevet paranoide efter at nogen ville kidnappe deres børn. 
"Mange tror at det er fedt at være så eksponeret som man trods alt er som rockstjerne, men der er altså en bagside af medaljen," sagde Rasmus, mens han viste mig et nummer af "Soldier of Fortune" og pegede på en annonce for lettere håndvåben.
"Prøv at se den her gun, den kan købes med kikkertsigte og dum-dum kugler uden licens i Polen for 300 kr. Rødby ligger fandme tæt på Polen, så du kan godt forstå jeg tager mine forholdsregler," sagde Rasmus.
Trods Rasmus' bange anelser øvede bandet intenst op til Rødby Festival. Som Terkel sagde et par dage før "Hvis vi skal skydes, er det da bedst det sker på scenen."

Fredag d. 8. november tog bandet afsted sydpå mod Rødby i en af luksusbilerne fra Dino's Autoudlejning. Den kunne kun køre 90 km i timen men straks efter Valby gik det ned ad bakke hele vejen, og med lidt medvind steg tophastigheden til næsten 92 km/t. Under motorvejsbroerne var der graffitier hele vejen fra København til Rødby. "Tower" banden havde været der. Det gjorde os mere trygge.

RØDBY BIO
I midten af Rødby ligger Rødby Bio. I indgangen til biografen var der slået to plakater op. En for Rødby festivalen, hvor Magtens Korridorer stod skrevet med MEGET store bogstaver og så en plakat med et billede af en MEGET afklædt pige der hed Jeanie og som skulle strippe nede på Diskotek Landmanden samme aften.
"Vi får konkurrence" sagde Niklas, "og det er vist også i dag, at julebryggen bliver frigivet. Gad vide om der overhovedet kommer nogen."
Indenfor i biografen blev bandet hilst velkommen af Anders Groth, som stod for festivalen. Det virkede alligevel ikke som et set-up, selv om ham Anders faktisk godt kunne ligne en fra et lokalt tæskehold. Men han vandt ved nærmere bekendtskab. Og selv Rasmus begyndte at slappe mere af og løsnede en Velcro-strop i den skudsikre.
"Velkommen til Rødby" sagde Anders, da vi slæbte forstærkerne ind. "Er I sultne?"
Det var vi, men da bandet er drevet af en intens professionalisme kunne der ikke være tale om at spise, før der var lavet lyd.
Anders er med i den forening, der har overtaget Rødby Bio. Udover at vise film arrangerer foreningen også koncerter. Vi stod med andre ord i Rødbys allerhelligste.

Jeg spurgte Anders om Bowie havde meldt fra, siden han havde valgt lige netop Korridorerne som hovednavn på festivalen.
"Jamen, Bowie har slet ikke været på tale. Vi har kun haft Magtens Korridorer som 1. prioritet hele tiden. Foreningen har længe ønsket at få noget musik til byen, som har tag i de unge. Så tænkte jeg, at da jeg var ung og gik på efterskole, så var Magtens Korridorer jo verdenskendte med Hestevisen. Så derfor faldt valget helt naturligt. Underligt nok, da jeg spurgte nogle af byens unge om de kendte Magtens Korridorer, Hestevisen eller Tæskeholdet, så var der kun 1 ud af tyve, der sagde at hun ikke kendte dem selv, men at hendes mor vistnok havde hørt om dem." 
"Nedslående," tænkte jeg. Det er på tide bandet får fat i nogle midler fra Kulturministeriet for at de kan iværksætte en landsdækkende turné. Hvis folket ikke vil komme til Magtens Korridorer, så må Magtens Korridorer komme til folket.

LUNSERNE
Efterhånden blev salen lige så stille kvart fuld og det første band var "Lunserne" fra den lokale ungdomsskole. Det var Anders, der havde lært dem op. Bandet gik på og i samme nu blev lyset dæmpet og actionfilmen "xXx" blev projiceret op på orkestret fra operatørrummet. Med dansende bogstaver i brysthøjde stod der "Revolution" hen over de unge musikere, som spillede et Green Day nummer (hvilket?). Det lykkedes lunserne at skabe en fin atmosfære i sangene også selv om de var mange på scenen. Og de forholdsvist stille sange stod i fin kontrast til Vin Diesels stumme øretæver i baggrunden.

KØDKAGE
Desværre nåede jeg ikke hele koncerten fordi vi skulle på pizzaria. Det lå ude af biografen til højre 
og på samme side af gaden. Anders sagde, at det var meget vigtigt vi tog det rigtige pizzaria. Udenfor regnede det og Rødbys hovedgade lå mennesketom hen. Vi fandt pizzeriaet og gik indenfor i et stort lokale med grønt på væggene og en række store hvide borde. 
Vi bestilte og prøvede ikke at virke alt for Københavnersmarte. Især faldt dette svært for Martin, der som nyeste mand i bandet ikke helt havde vænnet sig til rampelyset og derfor havde solbriller på, selvom det faktisk var mørkt og regnede udenfor. Der var uhyre venlig betjening på pizzariaet og vi fik øl oveni pizzaen.
Terkel bestilte nr. 1. Hvor de andre fik en række lækre sprøde pizze, så kom Terkels til sidst og den var det rene orgie af kød: På en bund af revet gris var der strøet lidt pepperoniskiver ud og fra midten af pizzaen bredte der sig en bacon stjerne af 10 stykker halvkogt flæsk som svømmede i den fedtsvedende gorgonzola der var med som eneste tilbehør.
"Du kommer til at lægge en god bund i aften" sagde Martin.
"Tjah, hvis jeg ikke kommer til at lægge den i tønden forinden" sagde Terkel, allerede mæt efter første stykke.

TAROT
Selvom bandet generelt ikke hælder til spiritisme eller andet okkult, så tog Martin alligevel tarotkortene frem, da der skulle laves sætliste til aftenens koncert. 
"Vi har brug for at have ånderne med os" sagde Martin afslappet og delte kortene ud. "Sætlisten skal være perfekt."
Jeg vidste ikke helt hvad det gik ud på. Jeg har altid syntes at tarotkort er temmelig uhyggelige; billeder af folk, der hænger fra træerne i det ene ben, jomfruer, knive og al muligt middelalderlig gru. Det hjalp lidt, at der på bagsiden af Martins kort var trykt nøgne piger.
Martin skrev alle sangene op på en lang liste.
"Nu trækker i et kort hver," sagde han. "I skal kun se på bagsiden af kortene. Vælg så de tre lækreste piger i sættet. Når I har gjort det, har I et sømandsstik. Vi spiller 18 numre. Vi er 6 mand inkl. Django. Nu skriver I så den sang på kortet, som minder Jer mest om én af de tre lækre piger."
Det gjorde vi så. En af mine piger var en sortklædt SM-tæve med pisk, hun mindede mig mest om "Edderrådme." Jeg skrev så "Edderrådme" på ballerne af hende. En anden var sådan en lidt sportsagtig blondine, hun så sexet ud på sådan en lidt fisefornem, indstuderet måde. Jeg skrev "Picnic" i panden på hende. Den sidste var en brunette, der sad på en høj barstol ved en bardisk i en grøn kjole og røg en cigaret gennem et langt cigaretrør. Hun havde en tåre i øjenkrogen og sporene efter klør fem på kinderne. Så man nøje efter, var alt inventar i baren smadret. Alligevel så hun ud til at være fuldt på højde med situationen og sendte beskueren et frækt, og temmeligt hånligt blik. Jeg skrev "Amok til fester" henover det knuste spejl i baren bag hende. 
Da vi var færdige, samlede Martin alle kortene og blandede dem. Så trak han en trommestik frem af ærmet, slog på stakken og sagde et eller andet utydeligt tryllekunstnervrøvl og vendte det øverste kort. Min sortklædte "Edderrådme"-pige kom frem. 
"Det var første nummer," sagde Martin. "Skriv det ned." Så vendte han nr. to. En rødhåret pige med tophue lå på ryggen med benene i vejret på en sofa i en stue med ski på fødderne og skistave i hænderne. På sofaen stod der "Tilt." Så vendte Martin resten af kortene i stakken og lidt efter stod vi med en meget lovende sætliste. Martins magi bestod i, at der ikke var én eneste genganger - ingen af sangene var blevet valgt to gange. Vi var behørigt imponerede.
"Hver sang sin pige, hver pige sin sang" sagde Martin og lignede én der har sejlet på de syv have eller også hængt ud til en masse afterski-parties.

MUGSHOTS
Tilbage i biografen igen var Mugshots gået på. De sortklædte gutter lignede rigtigt autentisk britisk white trash rock'n'roll affald og fyrede den af fra scenen, som gjaldt det en billet til månen. De spillede både egne og andres numre. Hvis de fyre bare holder sig langt væk fra solariet og Lalandia og alt det, der får stjerner til at blegne, skal de sgu nok komme på hitlisterne. R'spæk til dem.

Salen var underligt nok ikke fyldt til bristepunktet. Faktisk var der flest publikummer til Lunserne fordi mange af dem havde taget deres forældre med. Alligevel virkede folkene i den halvfyldte biograf glade og opsatte på at feste.

Denne koncert var den første hvor Martin, den nye trommeslager i skulle slå i tønderne live. Bandet havde øvet intenst op til lige netop denne koncert og var derfor toptunede.

RYTMISK MAGI I LUFTEN MED MAGTENS KORRIDORER
Første nummer var som nævnt "Edderrådme" og som special feature havde bandet indlagt en trommesolo i midten. Som det nyeste es fik Martin lov at vise, hvilke vidstrakte rytmiske landskaber hans forlængede marv havde suget til sig. Det var som om han var hardwired til hele det afrikanske kontinent og blot som en anden tromme-imperialist kunne hjemføre diamanterne fra Salomons polyrytmiske miner og lægge hele skatten frem for folket - dér - i Rødby Bio.
Der var god lyd i biografen og masser af plads til at danse, hvilket fik mange til at kaste sig ud i det. Publikum var af allerbedste slags og skrålede med på omkvædene og stagedivede fra scenen i det omfang det lykkedes at samle folk nok til at gribe. 

MULDVARPEN
Jeg stod oppe ved scenen, da fløjdørene gik op. Johan havde lige annonceret "Hestevisen." En kold vind blæste i salen og en flok nisselignende mænd med huer og svingende roelygter trillede nogle øltønder ind i gennem salen. De så lidt sure ud, som havde de netop fået overarbejde. Publikum derimod så forventningsfulde ud, da de fyldte tønder buldrede hen over gulvet og op i baren. "Det er forsyninger fra Landmanden," sagde Anders til mig. "Så er juleøllen kommet."
Midt i "Hestevisen" skreg Anders af fuld hals "FUCK - DUK JER - MULDVARPEN ER HER!!!" Anders pegede ned ad midtergangen; der bredte sig panik i salen og folk kastede sig ned på gulvet mellem stolerækkerne. Oppe på scenen kastede Rasmus sig ned på maven og rullede sidelæns ind under sin Red Bear forstærker og afsikrede sin dåse med peberspray. 
En lille tyk skikkelse med bare ben i et besynderligt kostume hoppede med små skridt ned ad midtergangen, hvor øllen var kommet fra. Overkroppen og det meste af ansigtet var dækket af sort glinsende pels, som havde han syet tusind skind af små sorte dyr sammen. Bandet stoppede med at spille. Skikkelsen bar på en sort Kalashnikov og med et øresønderrivende "TJIRP" knaldede han 7 skud af i loftet, pudset regnede ned og pludseligt salen lå hen i mørke. Så lød der endnu et "TJIRP" og han forsvandt ud ad en af sidedørene med en øltønde på nakken.
Månelyset trængte gennem skudhullerne i taget og lyste støvet fra pudsen op. Vi kunne se, at Muldvarpen med sine syv skud havde skudt Karlsvognens mønster i loftet.
"Hvis det her er et reklamestunt for Carls Jul, så håber jeg eddermame de har lagt kassen for det," sagde Johan, da lyset vendte tilbage i salen og bandet tog fast på "Hestevisen" igen.

Mulvarden på herretoilettet: 
Foto: Lollandsposten 1981
I pausen spurgte jeg Anders hvem "Muldvarpen" var.
"Muldvarpen er lidt af en levende legende her på egnen. Han viser sig kun sjældent, men når han gør, er det altid lidt farligt. De første historier om Muldvarpen kom frem for 30 år siden. Det var under den kolde krig og alle vidste, at russerne havde spioner ude for evt. at kunne indtage Danmark fra Lolland. Iflg. nogle af historierne er Muldvarpen en tidligere russisk spion, der blev forelsket i en pige fra Rødby og som derfor forsøgte at hoppe af. Pigen boede i et kollektiv her på egnen, hvor de eksperimenterede med forskellige stoffer, psilocybin, mescalin, alrunerod og den slags. De var meget foretagsomme og holdt fester, hvor de byggede bong'er af hele roekuler som de havde bygget kølegange i. Man kunne holde gang i en rygeklump på flere kilo, hvis ellers kulen var tæt nok og man var mange nok. Den stakkels forelskede soldat troede, at kollektivet repræsenterede en form for ur-kommunisme og hans rapporter hjem blev mere og mere tågede og mere og mere begejstrede. Hans overordnede vurderede at han udgjorde en sikkerhedsrisiko og besluttede derfor at sende folk ud for at bringe ham hjem til Rusland eller om nødvendigt slå ham ihjel. Muldvarpen vidste hvad der foregik og blev efterhånden mere og mere paranoid. Det triste var så, at pigen slog op med ham og om det var et bristet hjerte eller lidt for mange fester i roekulerne eller urkommunisme á la Lollandaise der fik taget på ham, er ikke til at sige. I alt fald blev han gal i roen og laver lidt ballade engang i mellem, men for det meste lader han folk være i fred.
Om sommeren bor han nede på stranden og om vinteren gemmer han sig i nogle af de største roekuler i området. Da jeg var lille fandt jeg faktisk et fjernsyn inde i sådan én og der sagde min far at vi pænt skulle stille det til side, for det tilhørte Muldvarpen. Her på Lolland ved vi, at hvis man nærmer sig en roekule der damper, skal man altid være lidt forsigtig, for så kan det godt være, at der bor nogen."

Inde i salen begyndte Korridorerne at fyre op under andet sæt og vi gik tilbage igen. Rasmus startede "Hul Å Bo I" hvor dele af teksten nærmest profetisk rimede på Muldvarpen:
- Hvem det end det var, der tændte for lyset tag lige og sluk det igen.
- Jeg ved godt hvad du har gang i - du vil ha' et hul og bo i.

Publikum sprang rundt og råbte både på Cure og Blues men selv om Korridorerne favner vidt musikalsk lod de sig ikke prostituere ved at give folk det, de bad om.
"På dem måde er publikum garanteret en større kunstnerisk oplevelse," som Niklas sagde efter koncerten.
"Amok til fester" spillede bandet i en ny version - Johan krummede sig sammen og lød næsten lige så spæd og skrøbelig som Beth Gibbons fra Portishead, for sangen var blevet til en mørk trip-hop ballade, der langsomt og tungt fik tekstens (link til teksten) sorte rose til at folde sig ud.

Som sidste nummer spillede bandet "Det hele er de andres skyld" hvor publikum blev hevet op på scenen for at skifte bandets medlemmer ud én for én. Ved andre lejligheder er dette stunt endt med lange free jazz improvisationer af uomtvistelig skønhed, som folkene bag Blue Notes Records i New York har været meget sultne for at udgive, men Rødbyfolkene var lidt trætte, måske fordi koncerten havde tappet kræfterne og så selvfølgelig fordi de første juleøl havde gjort sin virkning. 
Bandet sluttede med at tage billeder af alle de mange gode publikummer der var med til at skabe den gode stemning med den imponerende publikumindsats de leverede. Raspækt til dem.

RANCID HEAT
Efter Magtens Korridorer gik festivalens sidste band på; Rancid Heat. Hvor Mugshots var sortklædte og blege, havde Rancid Heat lagt sig mere op ad Baywatch stilen: De så en smule sundere ud. Men tag ikke fejl - der var asfalt - ikke californisk strandsand - under gummiskoene og der var træ i guitarerne, ikke surfboardplastic. 
Rancid Heat leverede en del cover-numre bl.a. af DAD med overbevisning. 
"Selvom vi spiller mange covers, så gør vi en dyd ud af at instrumenterne har et personligt præg" fortalte forsangeren bagefter.
"For eksempel fik jeg mit sidste sæt strenge fra et kabel på Storebæltsbroen. Sådan et kabel er sat sammen af en masse andre kabler i forskellige tykkelser, så det er bare at gå løs med en skævbider. Man skal bare huske at klæde sig godt på og holde godt fast, for det blæser temmeligt meget."

LANDMANDEN
Efter koncerten gik vi alle på "Landmanden." Dér tingene sker i Rødby efter midnat.
"Vi er nødt til at checke de markedskræfter vi er oppe imod," som Rasmus sagde, mens han pegede på plakaten for stripshowet på Diskotek Landmanden.
"Hvem er egentligt ham landmanden?" spurgte Niklas. 
"Det er ham, der styrer Rødbys natteliv. Alt går gennem ham, øl, smøger, pigerne og musikken" sagde Anders.
"Det var ikke så lidt" sagde Niklas, "Dér må vi hen."

BACARDI
Der var både damp og lysshow på diskoteket. Jeg satte mig i en af de mørkbejdsede båse, hvor René og Henrik sad og drak sodavand med betragtelige mængder Bacardi i. Jeg spurgte om de kom her tit, hvorpå de venlige som de var, rakte mig et fyldt krus med lige dele rom og Cola.
"Normalt hænger vi ud i barerne ude ved Lalandia, men lige i aften er vi bare ude for at drikke os fulde. Min kæreste som jeg skulle giftes med om en måned slog op med mig i dag. Hun er alkoholiker."
"Sikke noget lort," sagde jeg så. Og så skålede vi, selv om vi ikke helt vidste på hvad.
Så vi sad og hyggede os. Der var ikke så mange på dansegulvet, men der var til gengæld masser af damp fra en dampkanon. Alle ventede på strip-showet.
Jeg spurgte Réne og Henrik om de var kommet for at se strip. 
"Næh" sagde Henrik fjernt, "det er sgu ikke lige det, der rykker på en dag som i dag."
Fair nok.
En ung meget bleg og tynd gut med høje kindben gik rundt fra bord til bord. Det var ikke rigtigt til at se, hvad han var ude på. 
"Ham der er narkoman," sagde René. "Han stjæler, pas på dine ting." 
Jeg spurgte, hvor han vidste det fra. 
"Det ved alle. Og ham der sidder overfor dig er pusheren." 
Øjeblikket forinden havde en bred gut sat sig på bænken overfor mig. Han var væsentligt bedre klædt end resten af selskabet, Korridorerne inklusive. Ansigtet var solariebrunt og det lille skæg var skarpt skåret over slipset, der havde små gule golfkøller som mønster. Han så meget tilforladelig ud og lignede én, der lige havde gjort en rigtig god handel og bare manglede at samle en pige op på diskoteket for at have haft en perfekt aften.
- Hvad hedder han" spurgte jeg René.
"Norman" sagde René og kneb øjnene sammen. "Norman Rottweiler. Han arbejder for Told&Skat - han er en korrupt stodder."
"Damn" tænkte jeg, "Norman Rottweiler i egen høje person." Siden Korridorernes koncert i Fredericia i maj, hvor jeg var kurer for min tidligere ven Ringo Zahlén, havde jeg ikke rigtigt vist mig i miljøet. På grund af min og Korridorernes noget lemfældige omgang med større kvantiteter koncentreret Cannabisvoks var jeg persona non grata visse steder og derfor havde jeg hængt ud i Fredericia hos en pige jeg mødte sommeren over. Den korte version af denne historie var, at jeg stadig skyldte Ringo og Norman penge. Big Money. Derfor ville det ikke være så rart, hvis mit navn blev råbt alt for højt. Næppe var tanken tænkt, før Johan satte sig ned og gav mig et ordentligt dask på skulderen.
"HVA SÅ DJANGO," råbte han, "HAR DU NOGET RULLEPAPIR?"
Jeg så nervøst over på Norman, der pludselig sad og lignede en klapperslange med løftede øjenbryn. Han så på mig og jeg mærkede kulden sive over i mig fra hans knappenåleblik.
"Lad os lige finde et andet sted" sagde jeg til Johan. Jeg rejste mig og gik ud mod toiletterne. Da jeg vendte mig om, så jeg at Johan allerede var faldet i snak med Norman. Norman så ud som om han ville følge efter mig, men blev samtidig holdt fast i Johans verbale skruestik. Hvad Johan snakkede om, det må guderne vide. Det vigtigste var, at han holdt Norman hen.

JEANIE
Så blev der lidt uroligt i lokalet. Disc djoggien spillede noget symfonisk á la "Rumrejsen 2001" og så kom Jeanie, stripperen til syne. Jeg så mit snit til at blande mig i mængden. Vi var omkring 60 mænd i lokalet som stod i en firkant rundt om dansegulvet. Foran Jeanie gik Landmanden i sin Thulepjækkert og træskostøvler med sin brækkede tud. Folk trak sig automatisk tilbage og til sidst stod hun ene pige i dette kvadratiske ørkenfort af mænd på alle sider. Hun vraltede rundt og så mere eller mindre ligeglad ud. Så tog hun tøjet af lidt efter lidt og afslørede en meget solariebrun krop. Hendes bryster var vidunderligt smukke, de duvede som frugter i vinden og brystvorterne stirrede på os og vi stirrede igen som besatte. Så valgte hun en af publikummerne, lagde ham på gulvet, fandt et par stearinlys og smurte lidt ud på sig selv og en hel masse på ham og lod ellers som om hun var helt vild med ham. Det mærkelige var, at selvom hun gik rundt og fingerede at være fræk, så udstrålede hun en underlig uskyld, der fik mig til at tvivle på om hun nogensinde havde haft sex og på om hun mon havde nydt det. Jeg mærkede kødmuren som jeg var en del af, trække sig sammen som en stor biceps. Det var umuligt at komme hverken frem eller tilbage. Jeg så efter Norman og Johan - tilsyneladende sad Norman stadig i Johans jerngreb.

Med ét var showet forbi. Der blev klappet og piftet mens Landmanden gelejdede Jeanie off-stage. Luften var tæt af sprut og en særlig bitterhorny spænding, der udløstes i et slagsmål mellem to gutter et par sekunder senere. Det blev dog hurtigt stoppet.
Oppe i baren hilste jeg på en piercet pige som jeg kom til at sige var mere sexet end Jeanie og så kom hendes fyr og jeg besluttede mig til at gå tilbage til bordet, hvor Rasmus og Johan sad sammen med Henrik og René. De to havde netop tømt resten af Bacardien og sad og lignede et par syltede porrer i al deres grundige fuldskab.
Jeg spurgte Rasmus, hvor Norman var blevet af. 
"Jamen han skred, Henrik og Rene her var blevet enige om at tæske enten narkomanen eller pusheren, men de kunne ikke blive enige om hvem. Da ham Norman fandt ud af hvad snakken drejede sig om skred han. Men han spurgte meget til dig. Han gav mig sit kort og jeg skulle bede dig ringe til ham. Hvad har du med ham at gøre?"
"Det er bare en gammel historie - vi har gået på efterskole sammen.", "Nå OK. Det må være længe siden." - det er det også.

OVER & UD
Udenfor regnede det ubarmhjertigt og jeg listede over til ungdomsklubben, hvor Niklas, Johan og Terkel var på vej i seng. Jeg faldt om på en sofa. Da jeg lukkede øjnene så jeg Jeanies bryster for mig. Lidt efter kom Martin og Rasmus og lidt efter lød der en ubønhørlig snorken. 
Jeg kunne ikke sove og synet af Jeanies bryster blev ved at holde mig vågen. Når jeg lukkede øjnene så jeg dem og når jeg åbnede dem var det som om hendes barm svævede over mig i mørket. Jeg kan huske jeg tænkte, at hvis det var en permanent øjenskade, så vil jeg sgu da få et besværligt liv: Det ville være helt anderledes farligt at køre bil, i S-toget ville jeg bare sidde og stirre frem for mig og jeg ville for fremtiden holde mig fra at betjene farligt maskinel, hvis jeg pludseligt skulle falde i staver med Jeanies bryster klistret til mine nethinder. På den anden side kunne man forestille sig en mere trist skæbne... 
Næste dag vågnede vi alle kl. halv seks ved at Johan og Niklas formåede at holde gang i en totalt langt ude fuldemandssnak om ingen ting, selvom de ikke var fulde mere. Heldigvis lykkedes det dem at falde i søvn igen efter gentagne opfordringer fra resten af bandet, der protesterede mod en så modbydelig tortur.
Det regnede stadig udenfor da vi stod op. Vi hentede bandbilen bag biografen. Rasmus checkede en ekstra gang for bomber eller miner før han låste bilen op. Niklas fik taget sig sammen til at spørge Anders om han måtte tage plakaten med Jeanie med. 
"Det er til vores scrapbog" sagde Niklas og forsøgte at ligne en antropolog på feltstudier.
"Det må sgu da være et temmelig stort format" sagde Anders, men værsgo, hun er Jeres.

Vi vinkede farvel til Anders og sagde 1000 tak for denne dejlige koncert og så gik turen mod København. Da vi sad og spiste flæskesteg med rødkål til morgenmad i bilen kunne vi se indtil flere roekuler, der lå og dampede i formiddagssolen. I en af dem var der plantet en TV-antenne. Jeg sendte Muldvarpen en venlig tanke og så varede det ikke længe før jeg igen var tilbage på Sjælland efter endnu en tur med stjernerne i Magtens Korridorer.

- Django T.