MAGTENS KORRIDORER på TEX

På TEX starter livemusik altid sent - så sent, at jeg har drukket nok til at glemme hvorfor jeg egentlig kom. Så pludselig buldrer noget livemusik, måske nede fra den anden ende. Jeg begynder at trække ned mod støjen, og går i gennem "skærsilden" i det lange lokale - stedet hvor livemusikken og TEX's cd'er blander sig i en mareridtsagtig half-and-half. Lige på den anden side af lydmuren fra helvede bliver jeg ramt af MAGTENS KORRIDORER åbningsnummer - DA' BLE' SAGT HALLÅ DÅ!!

Allerede inden jeg nærmede mig Vestergade den fredag aften, havde jeg tænkt på, om jeg blev vidne til en fornyelse, man havde jo læst rundt omkring. Det var i hvert fald blive min første koncert med den nye trommeslager Martin Cohen som rytmisk diktator. Den rolle skulle han vise sig at tage på sig med den største overbevisning. Og selvom stilen på trommer og i bandet som sådan er blevet mindre trash'et, har Magtens Korridorer stadig den nerve, der er så godt mod for fin hud i ørene... de er altså noget andet.

Da' ble' sagt HALLÅ DÅ var tæt på studieversionen fra pladen "Bagsiden af medaljen". Men den var der med det samme - der var en anden feel over bandet, en mere konstant puls, som om der skulle meget mindre til, før de havde spillet sig varme - måske en større sikkerhed i virkeligheden. Videre til Hashersangen, om at blive hængende, selvom man tror man bliver regnet for en klovn, til Fnasksangen om ham den alt for fulde til festen forleden. Endnu et af de numre der holder den gamle tråd, men hvor guitarist Niklas Schneidermann har givet den en ny drejning med sine karakteristiske akkordvendinger. Jeg må have mig noget mere øl.

I Edderrådme, om at blande bitterhed med alkohol i et måske ikke helt lineært tænkende hoved, kunne man så opleve den nye janitshar i sin mest rå form, i noget jeg troede, der døde med Gasolin - en trommesolo!! Jeg har ikke hørt dem live siden, men i aften opstod de igen, om end i en noget mere spændende udgave og kort og præcist leveret. Et smagfuldt retro-indslag.

Jeg sveder allerede, men det bekymrer mig ikke - ikke endnu. En af mine yndlinge Arbejdsløshedssangen bliver efterfulgt af et helt nyt nummer Hul at bo i. Nummeret bliver annonceret af forsanger Johan Olsen som "Et helt nyt nummer, som det vist nok kun er os der kan li!" - men det passer ikke. Guitarist og tangentspiller Rasmus Kern starter nummeret med et hektisk noget nær atonal guitartema, som hentet fra et hengemt bonustrack på Mr. Bowies Scary Monsters. Teksten kunne jeg ikke på stående fod hitte rede i, men det kunne tydeligt høres, at bandet har bevæget sig videre, eller måske nærmere udvidet det musiske territorium - i særdeleshed i forhold til numre som Født i en verden af beton, som jo stadig er på programmet, i aften i øvrigt med tidligere medlem Jacob Ihlemann som gæstemusikker. Også Hestevisen bliver begæstet af en af de tidligere, nemlig manden med den største aktie i den sang, ex-medlem Henrik Dylmer, på bas. Kuriøst og helt passende.

Sådan blev der skubbet gang i folket, der ikke kunne lade være. Amok til fester i den groovy'ste nye version, og en ny STOR ting som Tilt, om at blive revet med i den dunkende nat, surfguitar møder garagerocken. Jeg må have noget mere at drikke. Og Lorteparforhold for fulde gardiner. Et drengerøvsrocknummer som DAD ville kunne have gjort det - fantastisk.

Det der med flere sæt har de aldrig gjort sig meget i, MAGTENS KORRIDORER, så jeg hører musikken fra nye steder i lokalet, efter hver optankningstur til baren. Ikke en pause, det hele blev leveret fra enden til anden, kun adskilt af Johan Olsens finurlige intermezzoer. Mere, Picnic på Kastellet der desværre kun et øjeblik for lov at dvæle ved bassist Terkel Møhls melodiske fingerspil, før den trykkes igennem, over Morgan og videre der udover... Ahh, noget mere koldt øl. Jeg tror jeg sveder lige så meget som dem deroppe.

Så indtræffer katastrofen, en taktisk brøler, de trækker selv proppen ud og skyller rushet ned på bunde af min øl nummer 5 for meget. De slutter drålensplideme af med Træt! TRÆT! De går af scenen, efter et nummer hvor titlen siger det hele. Tro mig, jeg er overbevidst om at hovedpersonen i sangen, virkelig er træt. Ok, det er jeg måske også ved at være, men det skal de sgu ikke komme og fortælle mig, ikke endnu!

Så er alt kaos i hvert fald da jeg prøver at fokusere og danne mig et overblik. Folk klapper og råber. Guitarist Niklas Schneidermann er forsvundet, men bandet går alligevel tilbage på scenen og begynder på en gammel dansevenlig kending Lørdag formiddag - det var bedre. Niklas vender tilbage tidsnok til at støtte op om en forrygende energiudladning i den sssprit nye nummer Leila Khaled - ja, sådan, av, ja, ja...tak...

For smadret, for færdig og alt for svedig til noget som helst - i støvregn og novembernat er jeg overladt til mig selv og Vestergades nåde. Banket begynder jeg at gå hjemad, stort set i hver fald. Måske har jeg det lidt ligesom at gå hjem fra et rigtigt godt engangsknald, hvor man alligevel fik et telefonnummeret - overladt til sig selv, helt færdig med i dag, men dejlig rolig indeni - og så ganske stille; mere, mere...