Af Django Turin

”Åh nej, nej nej” tænkte jeg, da jeg hørte fra GIGAfan, at Birger havde engageret Magtens Korridorer til at spille i fucking akustisk i Humlebyens forsamlingshus på Vesterbro.

”Det er typisk” – ligeså snart bands begynder at blive bare en lille smule kendte, så bliver de bedt om at ydmyge sig selv ved at stille op med bongotrommer og westernguitarer som et andet Frelsens Hærs orkester. Tager man elektriciteten ud af Magtens, hvad fanden er der så tilbage? Jeg så mit yndlingsorkester indlede en sikker kurs mod afgrunden: Først akustisk stuerenhed så mor Danmark kan fnise med på ”Hesteluder,” så City2 supermarkedskoncerter, jamsessions med Stig Rossen, Se&Hør billeder, merchandise, moderne hornbriller, jakkesæt og pludselig er de hooket op med Finn Nørbygård og Linie 3 og giver slotskoncerter som bliver udsendt på video og solgt på tankstationer. Rige og totalt ufede – tænk bare på hvad der skete med Shubidua: Efter en hæderkronet karriere i 1970erne gik det ned ad bakke, pengeguden hviskede dem sine søde løgne i ørerne og det endte med at hele banden i slutningen af 1990erne stod og spillede for udsolgte huse iført – gudhjælpemig – bléer! Idioter i ble. Var turen nu kommet til Magtens Korridorer???

Det var derfor med bange anelser jeg listede mig ned ad Vesterbrogade en småkold fredag i slutningen af marts. Vidste ikke om jeg egentligt havde lyst. Men GIGAfan ville også være der og måske kom folkene fra HÆST forbi, så det kunne måske blive en OK aften. Men jeg vidste med mig selv, at hvis Magtens Korridorer indlod sig på noget lort, så kunne det være jeg blev nødt til at stille mig op og skrige grimme ting som f.eks. ”banjoludere”, ”Søren Ryges trækkerdrenge” eller bare ”Vi vil have mere tværfløjte - mere Lilholt, mere Lilholt, mere Lilholt?” Bare for at redde verden fra en katastrofe jeg i alt fald ikke kunne bære.

Jeg var faktisk allerede på forhånd lidt sur, da jeg drejede ned ad Vester fælledvej ved Sorte Hest. Der var blevet så pænt med okkergule mure og vinduer med hvide sprosser som var det Gl. Skagen og ikke Vesterbro. Der havde sikkert været byfornyelse – hvad mon der var blevet af alle dem, der besatte lortet way back hvor fremtiden så sortere ud end nogensinde og horisonten sløret af hash, løse brosten og guitarpunk mens panserne ventede om gadehjørnerne for at slå løs på os?

Jeg kunne ikke lade være at synge linjerne fra Ramones’ "I remember you"

I remember lying awake at night, thinking just of you
Thought that things would last forever, but they never really do"

Jeg blev sgu lidt sentimental og tænkte på om det var denne aften, at Korridorerne, den klarest lysende stjerne på den danske punkscene ever skulle slukkes med en lyd af sydende trækul som vand på en havegrill i maj, når det er blevet lidt for koldt i haven og folk alligevel trækker indenfor.

CARSTENSGADE
Da jeg drejede op ad Carstensgade skinnede solen et kort sekund og der var et eller andet der ramte mig indeni. Det var sødt og varmt som et pigesmil, men der var ikke rigtigt nogen. Jeg gik videre, over det første bump og så kunne jeg mærke at noget ligesom sivede varmt ud fra de gamle bryggerboligers mure. Det var en svag damp af ’68 og humlelykke, Ole Lund Kirkegaard, hundehvalpe og cykelleger og forventninger om den store sommer allerede på vej rundt om hjørnet.

Koncerten var allerede i gang da jeg nærmede mig beboerhuset og duggen drev ned ad ruderne. Trods alt et godt tegn.

TILT
Bandet var placeret lige inden for døren. Da jeg trådte ind i lokalet væltede jeg så lang jeg var over Niklas’ fod. I faldet ned mod det forreste bord så jeg til min glæde at Martin, den nye trommeslager, sad og bankede i et el-trommesæt – her var ikke noget bongo-bongo, men den fede rock’n’roll trommelyd, som var jeg lige blevet lukket ind på CBGBs. Min pande smaskede ned i bordpladen, et par flasker væltede og mit syn blev forstyrret et kort sekund indtil jeg ligesom i slowmotion dalede resten af vejen ned mod gulvet. Mens jeg sejlede langsomt gennem luften kunne jeg høre pigen ved bordet sige ”Av!” på mine vegne. Men jeg var ligeglad – jeg havde det mest perfekte udsyn over bandet mens jeg faldt: Rasmus vred i strengene i anspændt koncentration så en lille perle af blod sprang fra hans ene tinding. Niklas så meget fuld ud og der kom nogle virkeligt overjordisk mærkelige lyde fra hans hånd. Terkel sled med en kontrabas som havde han besluttet sig til at være både sød og fuld nok til at byde den allertykkeste pige i verden op til dans. Det var som om de forsvandt i hinandens favntag og han kæmpede som var det en scene fra ”Den gamle mand og havet”. Johan holdt kæften åben og skrålede af sine lungers fulde kraft og nede bag drøbelen, langt nede, kunne jeg se hans pumpende hjerte dunke som Indurains sorte muskel der pressede kaskader af gyldent øl fra maven ud i de mindste kapillærer til det blev blandet med tobaksrøg i lungerne og blive til sang, da hele lortet på vej op ramte hans strube og lokalet blev fyldt til bristepunktet af ét langt skrål: ”TIIIIIIIIIIIIIIIIIIIILLT!!!!.” Lige før jeg ramte gulvet tænkte jeg, ”Det er sgu da fedt nok alligevel.” Så hørte jeg braget da jeg landede, min hjerne blev pumpet fuld af blæk og alt forsvandt.

Hvor længe jeg lå dér ved jeg ikke. Jeg fik en susen for ørerne, der blev klarere og skarpere og gled over i et taktfast bifald. Jeg var tilbage i Humlebyens festlokale, hvor folk klappede og piftede. Det lykkedes mig at stavle mig på benene. Johan råbte i mikrofonen ”Her ser I Django Turin – den skarpeste entré i dansk Rock’n’roll – giv ham en hånd.” Jeg vinkede forvirret og bukkede, mens de ca. 30 publikummer inklusive bandet skreg af grin. ”Mit fald så vist ret fedt ud”, tænkte jeg.

Birger kom hen og spurgte til min hoved, hvorfra der voksede en enorm bule frem. Han kommanderede en meget sød pige til at holde en kold klud mod min dunkende pande. Så sad jeg dér, i første række og kunne nyde Magtens Korridorer, mit og mange andres yndlingsband, med en øl i den ene hånd, en kold klud på panden og en varm pige tæt på.

Så selvom Magtens denne aften spillede akustisk, så var det faktisk til at holde ud at høre på. Ikke mindst fordi de stadig formåede at holde fast i en skramlende lyd, trods det at de spillede på simple akustiske instrumenter. Ja, faktisk lykkedes det Rasmus, trods det at han overhovedet ikke var plugged, at få sin Westernguitar til at lave det ondeste feedback – lige dér, akustisk – så det sang i panelerne!

Niklas, som havde fået en enkelt inden for vesten, talte konstant under, efter og mellem numrene mens han spillede – selv når han spillede solo. Onde tunger ville sikkert kalde det for fuldemandssnak, men lyttede man til det et stykke tid, gav det faktisk mening på sin egen måde. Der var brudstykker af Illiaden, Koranen og Mao Tse Tung blandet op med nogle (ikke helt så gode) vitser fra et ældre Eddie Skoller show. Det var alt sammen noget, der havde sat sig fast i Niklas’ klæbehjerne i årenes løb og som nu, godt hjulpet på vej af øllerne, fik frit løb.

MUSIKALSKE KOKKE
Det var tydeligt, at Korridorerne havde øvet voldsomt op til dette job. Det var som om de gamle sange var blevet skåret op, lagt på et spækkebræt og banket igennem og stegt til de var møre, før de blev præsenteret med helt nye krydderier for forsamlingshusets gæster:

”Picnic” blev serveret med et sump-groove á la Bo Diddley med de bedste ingredienser fra Mississippi-deltaets Cajungryder. ”Amok til fester” var som en saftig dyreryg, der blev skåret op på scenen, i store, regelmæssige stykker og ”Hul å Bo i” udgjorde en overdådig dessert, hvor tempoet gav anelser om en pisket frugtsalat med flødeskum og solbær på toppen. Heldigvis blev retterne aldrig prangende og fisefornemme, som om nogen havde besluttet på forhånd at det hele skulle spædes op med fonden fra den store sorte gryde med de rustne søm, der var lige ved at koge over et sted nede i kælderen…

TO KONCERTER
Koncerten blev ved til bandet havde kæmpet sig igennem hele menuen og stjernerne tændt i publikums øjne. Birger havde sørget for at der var øl og peanuts nok så den gode stemning holdt sig lidt endnu. Jeg takkede den søde pige, der med sin våde klud havde fået bulen i min pande til at holde op med at dunke. Det var et tjekket arrangement, for Birger havde sørget for at der ikke var noget stereoanlæg. Normalt er dette jo en festarrangørs største skræk, men denne mangel viste sig at være et genialt skaktræk fra Birgers side: For ud af den spredte og tilrøgede stemning efter koncerten voksede ligeså stille en ny koncert, som karsespirer på et stykke vat i vindueskarmen. Nød lærer nøgen kvinde at spinde og Johan, som de færreste alligevel ville forveksle med en kvinde, dannede sit eget selvskabte omdrejningspunkt for en ny koncert omkring det store runde bord de fleste af os sad ved:

Han greb guitaren og fyrede nogle kryptiske sange af på engelsk som vi alle sammen godt kunne mærke var fede, men som vi var for fulde til at rigtigt at følge med i. Og selv om folk prøvede at overdøve ham, så forhindrede det ikke Terkel i at ile ham til hjælp med kontrabassen og sådan fortsatte det ret hyggeligt i lang tid.

BOF
En af beboerhusets mere prominente gæster den aften var Bof. Bof vil være kendt af de fleste som bartenderen par excellence på et af Vesterbros mere udmærkede udskænkningssteder, Märkbar. Bof var dukket op på utallige opfordringer fra Johan, der havde lokket med at Bof optræder i én af Magtens sange, nemlig ”Tilt.” Og dette havde trods alt gjort Bof en lille smule nysgerrig.
Bof er et af de meget få mennesker om hvem det vides med sikkerhed, at han er garanteret en plads i himmelen efter at have trådt sine støvler ud her på jorden. Han er udpeget til at være bartender for Vorherre i hjemmebaren i den 7. hvor han de næste mange sekler vil stå og lange Weissbier over disken til den Almægtige®, Jesus-drengen, Buddha og Krsna, mens Profeten og Allah fortæller himmelske jokes til selskabet over en danskvand. Det er den største ære der er blevet forundt et menneske siden Arilds tid. Bof taler sjældent om det og netop hans tavshed på dette punkt omgærder ham med en karisma, som kun sjældent overgås af solen en lynklar forårsdag.

Bof sad opmærksomt og lyttede mens Johan, Niklas og Terkel kæmpede om guitaren for at levere flere engelske kryptohits på skift. Pludseligt lænede Bof sig frem. Med en manende finger i bordet sagde han højt ”Syng noget på dansk!” Hans stemme rungede som en Moses der lige var steget ned af Bjerget med ikke 10, men et enkelt bud. De tre musikanter kunne intet andet gøre end at følge det og derpå fulgte en skrabet udgave af koncerten tidligere på aftenen iblandet lidt gamle godter fra Gasolin og den slags. Og nu lyttede folk og de af Humlebyens beboere der sad tilbage i lokalet ud over os hangarounds sad med lange ører og så ud til at have en rigtig fornøjelig aften.

Det var så godt, at Gry holdt telefonlinjen åben til Lolland, hvor hendes mor sad og optog hele koncerten på sin Tandberg spolebåndoptager.

Terkel prøvede at svinge kontrabassen rundt som var det Elvis’ gamle band fra ’56. I svinget faldt der et par cigaretter ud af instrumentet som senere viste sig at være skunk blandet op med ganske små mængder tobak. De gik på omgang. Og jeg sad med min bule og besluttede trods den gode stemning for at bryde op og liste hjem i ly af natten. Jeg sagde hej og farveller til folkene omkring bordet. Da jeg trådte ud på beboerhusets trappesten så jeg et væld af stjerner der blinkede på en dybblå nattehimmel og jeg fyldte lungerne med den friske luft. Men da jeg så ned og skulle til at gå videre, opdagede jeg at hele huset og de syv andre huse i rækken svævede en meter over jorden. Der hang lange trevler af jord og rødder ud under huset, som var det en gigantisk markchampignon der lige var blevet plukket af en usynlig hånd og efterladt svævende i luften. Til alt held var der vindstille, så Humlebyens beboerhus blev hvor det var. Jeg var allerede faldet en gang tidligere på aftenen så jeg besluttede mig for at slutte mig til selskabet indenfor igen frem for at risikere en forstuvet ankel ved at begive mig ned ad trappen.

OHP
Indenfor var Bof faldet i søvn. Han sad ret op og ned og sov, med hagen hvilende på brystet. Johan sang ”Langebro” og lød næsten en lillebitte smule som Kim Larsen.

Pludseligt trak Bof vejret dybt ind, rettede sig op i stolen mens han stadig sov og lod kæben falde ned. Og så skete der noget virkeligt mærkeligt:
Ud af den sovende Bofs mund flød et overvældende skarpt lys som havde han slugt en overhead projector. Der var noget, der flimrede og Birger og Terkel trak stolen med Bof ud fra bordet så han sad tre meter fra væggen og tippede ham lidt bagover. Birger slukkede alt andet lys i lokalet og nu tonede en musikvideo frem på væggen over radiatoren. Det mindede lidt om Michael Jackson’s ”Black&White” men det var de fem fra Magtens Korridorer’s hoveder, der tonede frem. Det var ikke muligt at høre hvad de sang, men ansigterne gled som i Jacksons video over i hinanden. Vi så Martins ansigt blive forvandlet til et indianeransigt, så et afrikaneransigt, og et eskimoansigt og Terkel var både Maorihøvding, kinesisk kejser og krokodille mens Johans ansigt skiftede fra vietnameser til zulu og tilbage igen, Rasmus fra araber til kosak og japansk kejser og endelig Niklas som inder, inka og pelsjæger. Men det mærkelige var ikke kun at ansigterne skiftede fra folkeslag til folkeslag, men også mellem aldre – fra barn til voksen til olding og tilbage igen, i én glidende bevægelse mens de fem dansede de vildeste dansetrin som jeg aldrig havde troet var menneskeligt mulige.

Efter et par minutter faldt Bofs hoved fremover, hans læber lukkede sig om lyset og forestillingen var forbi. Bagfra kunne vi se det glødende skær forsvinde fra hans nakke. Vi sad lidt tavse og grundede over hvad der lige var sket, mens den eneste lyd der hørtes var en højlydt snorken fra Bof.

Niklas vækkede Bof med et forsigtigt skub på skulderen og Bof smilte friskt da han vågnede og spurgte om der var mere øl. Birger, der straks knappede en enkelt op, sagde tak for showet til Bof og gik i gang med at samle flasker. Han sagde uimponeret til forsamlingen ”Tjah, hvis det vi lige har set var en profeti, så vil et optimistisk gæt være at Magtens Korridorers musik vil blive udbredt til hele jorden og de vil blive ved at spille til de bliver gamle, gamle mænd. Et pessimistisk gæt vil nok være, at de drukner i larmen fra mediestrømmen og kommer til at lave lortemusik og går i graven glemte og fordrukne.

"Hvad med et realistisk gæt?” spurgte jeg Birger.
"Den slags begiver jeg mig slet ikke af med,” kom det tørt fra Birger"

Der lød et dumpt bulder og ruderne klirrede lidt og jeg vidste at Humlebyens Beboerhus atter stod plantet solidt på Vesterbros grund. Jeg drak ud og listede mig forbi Vega, hvor Ideal bar var ved at lukke og videre hjem, hvor min mor havde stillet maden frem i køleskabet. Jeg satte uret til kl. 8 for jeg skulle op i Føtex næste dag. Godt nok havde jeg ondt i skallen, men jeg var glad for at Magtens Korridorer havde gjort mine bange anelser til skamme og ikke havde indledt turen til helvede, som f.eks. Shubidua, Celine Dion og et hav af andre før dem.

Magtens stjerne lyser stadig over mit hoved.

********

Se hvad der ellers er skrevet om MK i biblioteket