Loppen 24/2-00 til langet ud på natten. Allan hun er din.....

"Perfekt i sin form. Ude af trit med sin tid, men klassisk i sin udstråling.....

Det var en sen torsdag aften.. Gutterne var ude og det gik ikke stille af sig. Christiania var målet og aftenens band var Magtens Korridorer. Vi var ikke nybegynder, men nok rettere hardcore fans med tendenser til at rygklappe og blære sig med deres kontakter og backstagepas.
Der var magi i luften. Jeg fornemmede det svagt og omfavnede følelsen, da jeg så et gigantisk hvidt snefnug feje forbi os uden for Christania. Jeg dukkede mig hastigt og sammenkrøbet hoppede jeg til side, meget til mine venners forundring. Det viste sig hurtigt ikke at være et snefnug, men derimode en lyskegle formet som Loppen. Nerverne var måske en smule på højkant.
Vi kom ind, nogle af os var tilmed skrevet i døren og rankede ryggen da vi elegant smuttede op i baren og bestilte øl. Vi var unge, smukke og centrum. Eksotiske, selv på Christania.
Men det var jo ikke os det handlede om denne aften, men bandet. Det forventningsfulde publikum stimlede sammen ved bordene og samtalen er afventende og rolig. De der ikke er familiemedlemmer eller venner kigger forundrende på freaksene og bedømte os hurtigt.
Så er de inde. Klapsalver lyder. Bandet virker spændsdigt, tændte. Folk er samlet ude på dansegulvet, ikke noget med at sidde og prøve at hyggesnakke ved bordene, det ved vi er umuligt når Magtens Korridoerer trykker den af.

Sættet begynder. Trommerne og bassen skaber bagrundslyden og forsangerens hæse vokal trænger igennem hashtågerne og skaber stemningen. De samfundsrevsende tekster er endeligt kommet hjem, det er her tekster som "Husker du Benjamin" og "Fnasksangen" falder i publikums smag. Med slet undren må jeg dog erkende at selv Christanitterne virkede tamme og tøvende. Det var mest utilpassede unge mænd fra borgerlige kredse som os selv der hylede med på teksterne. "Er Christania blevet for gammelt?" tænker jeg mens jeg i pausen lader mit vand.
Tilbage i sættet hvor den ene sang glider over i den næste. Bandet er tændte og på. De virker uovervindelige som de lader musikken sprænge Loppens rammer og trænger ind i vores sind. Spændt som en flitsbue der er på bristepunktet, og drevet frem af det tændte publikum, går musik og publikum i et og jeg lukker øjnene og flyder ind i en anden verden.
Tiden løber, bandet løber tør for numre, og selv om Hestevisen spilles halvt på tysk må det ende. Bandmedlemmerne overlader under sidste nummer "Det hele er de andres skyld" mikrofon og instrumenter til uskyldige tilskuer, der pludseligt, forbløffet må se sig som centrum i et sydende menneskehav, der ikke kan få nok.

Jeg kan ikke huske så meget mere. Flimrende billeder af mig selv stående på scenen, skrålende "Det hele er Christianias skyyyld" og derefter de stærkt svedende bandmedlemmer der oser af sexuel tiltrækningskraft. De har givet hvad de havde og høster nu beløningen i form af en rand af fans der maser for at komme i nærheden af dem.
Selv må jeg børste en stjernegal pige af mig, der tror jeg er trommeslageren og sende en fjendtlig tanke til mine pligter i morgen.
Verden kalder.

I den lune forårsaften udenfor sender jeg et venligt blik til den fejende lys-loppe, og takker den for *den fede koncert*.

Allan